Faktaboks

Søren Gericke
Født
1. april 1947

Søren Gericke.

.

Søren Gericke er en dansk kok og restauratør. Han blev udlært kok i 1963. Søren Gericke har været køkkenchef på Søllerød Kro, restaurant Copenhague i Paris og The Plaza Hotel i København samt medejer af restaurant Anatole i København. Han drev Sørens Spisehus i Rønde nord for Aarhus 1995-1997 og derefter Søren Gerickes Rejsende Selskabskøkken. I 2001-2003 forpagtede han caféen på Kunstmuseet Trapholt, og i 2004 åbnede han Restaurant Grisobasovitz på Christianshavn.

I 2007 var Søren Gericke involveret i oplæringsprojektet for udviklingshæmmede TV-Glad/Glad Mad. Indimellem løse ansættelser i ud- og indland medvirkede Søren Gericke desuden i reklamer og i radio og TV.

Søren Gericke var pioner, da nouvelle cuisine blev introduceret i Danmark. I de første år var hans stil overvejende fransk, inspireret bl.a. af Roger Vergé, der en tid var tilknyttet Plaza som konsulent. Fra denne periode stammer bogen Det dansk-franske køkken, som Gericke udarbejdede sammen med Jens G. Eilertzen. Efterhånden frigjorde han sig og trådte i karakter med egen restaurant. Fra denne periode stammer bogen Det genskabte køkken med litografier af Per Kirkeby. Med Allan de Waal som pennefører træder kunstneren Søren Gericke frem: "køkkenet skal ikke renoveres, men tænkes om" og "man må mærke naturen, havets bølger, høre skoven, lugte svampene og se markerne – for at forstå maden". Denne nærhed blev ledetråden i hans videre virke og fastholdt i en række TV-udsendelser sammen med DR’s Søren Ryge Petersen; det begyndte med en julegås i 1999 og blev fulgt op med en hel serie i de følgende år, samt i bøger som Vandheste fra Rømø, en kogebog fra Danmark, Sørens europæiske folkekøkken og Søren Gerickes Køkkenskole – en kogebog for børn, unge og lidt kejtede voksne.

Søren Gericke er tildelt mange priser bl.a. Det Danske Gastronomiske Akademis årets kok 1984, Fonden til fremme af dansk Gastronomis hæderspris 2004, og i 2008 blev madanmeldernes pris 'årets ret' døbt om til 'årets Gericke' som parallel til årets Robert, årets Bodil osv.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig