Sylfiden

Sylfiden, romantisk ballet i to akter med koreografi af Filippo Taglioni (1777-1871) og musik af Jean Schneitzhoeffer (1785-1852); førsteopført 1832 på Pariseroperaen.

Faktaboks

etymologi:
Navnet Sylfiden kommer af fransk sylphide, afledning af nylatin sylpha, se sylfe.

Balletten blev opført første gang i Danmark på Det Kongelige Teater 1836 med koreografi af August Bournonville og musik af Herman Severin Løvenskiold.

Sylfiden, som foregår i Skotland, er gennembrudsværket i den romantiske ballet med hovedpersonen James i den splittede situation, hvor han skal vælge mellem fornuft og følelse, mellem den jordnære Effy og den overnaturlige Sylfide. Balletten spejler romantikkens tvivl og melankoli. Harmonien slås i stykker, og James opnår ikke balance i sit sind.

I dansk ballet har Sylfiden levet i ubrudt tradition siden premieren. I Frankrig blev Taglionis version skabt til datteren Marie Taglioni og hendes dengang opsigtsvækkende tåspidsdans. Denne version blev rekonstrueret i 1971 af Pierre Lacotte (f. 1932).

I 2001 skabte Alexander Kølpin i Østre Gasværk en version af balletten med ny musik af Thomas Blachman og Kasper Winding; Kølpin stod selv for den helt moderne koreografi. Ulrik Wivel (f. 1967) skabte 2005 kortfilmen Jeg Dig Elsker om Nikolaj Hübbes instruktion af Sylfiden. I 2006 spiller Aveny-T en ny fortolkning af hiphopkoreografen Steen Koerner. Balletten er optaget i Kulturkanon.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig