Sydamerika - uddannelse

Sydamerika - uddannelse, Selvom Sydamerika består af mange forskellige nationer, er der tydelige lighedstræk mellem de enkelte staters uddannelsessystemer, især mht. skolestruktur og uddannelsespolitik.

Udviklingen var i 1800-t. først og fremmest inspireret af det franske encyklopædiske uddannelsessystem, men blev i midten af 1900-t. også påvirket af det nordamerikanske pragmatiske system, som betoner udvikling af personlig ansvarlighed, kvalificering af arbejdskraften og stor social mobilitet. Uddannelsessystemernes mål er derfor ændret fra elite- til masseuddannelse med respekt for lige adgang til uddannelse.

Siden 1980'erne har de begrænsede resurser dog haft konsekvenser for undervisningsmaterialer og skoleudbygning, og der er sket et fald i deltagelse i uddannelse. Også de mere uformelle folkelige uddannelser, inspireret af den brasilianske pædagog P. Freire, har omkring 2000 mange steder vanskelige betingelser.

Læs mere om Sydamerika.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig