Syd Arne-feltet, dansk oliefelt 240 km vest for Esbjerg. Forekomsten blev gennemboret i 1969, men først efter yderligere boringer i 1990'erne stod det klart, at der var tale om en meget stor olieforekomst (Danmarks fjerdestørste) i porøs kalksten fra Danien og Øvre Kridt.

Feltet blev sat i produktion i 1999 og opereres af det Hess Danmark. Feltet udgøres af en 14 km lang domeformet struktur (dome) med et reservoir af porøst skrivekridt i knap 3 km dybde, der antages at indeholde oliereserver på ca. 13 mio. m3 olie (2012). Horisontale produktionsboringer og vandinjektion er af afgørende betydning for en rentabel produktion. Ved udgangen af 2015 var den daglige produktion ca. 3000 m3 olie.

Platformens betonsokkel er lagertank for den producerede olie, og herfra pumpes olien videre til tankskib. Når olien bringes op fra reservoiret, frigøres naturgas, som føres i land via rørledning. Naturgassen udgør ca. 25 % af den samlede produktion målt i brændværdi.

Se også oliefelt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig