Sydøstasien (Køkken), Kogekunsten i området er et raffineret, righoldigt og kosmopolitisk blandingskøkken med påvirkninger fra kinesisk, indisk og polynesisk madkultur.

De mest udbredte animalske råvarer er høns, ænder, fisk og skaldyr, som ikke støder på religiøst betingede begrænsninger; muslimerne bruger noget oksekød, mens svinekød er vigtigt hos buddhister (helstegt pattegris).

Frugt anvendes på linje med grønt som tilbehør i madretter, mens begge dele også forekommer rå i salater (i modsætning til kinesisk praksis). Frugtudvalget er meget stort: ananas, durio, ginkgonød, kumquat, litchi, mango, papaya og rambutan foruden de indførte banan og citrusfrugter.

Nogle krydderier er særegne for regionen. Det gælder citrongræs, pastaer eller ekstrakter af gærede fisk eller skaldyr, fx nam pla i Thailand og nuoc mâm i Vietnam, og en art små grønne citroner (Citrus hystrix) med kraftigere aroma end lime. Maden krydres kraftigt; spansk peber, ingefær, safran, kanel, muskat og alle Orientens øvrige krydderier optræder i forskellige sammensætninger kombineret med kokospasta, hvidløg, skalotteløg, citronmelisse og koriander. Indonesisk sambal er færdige saucer domineret af chili i salte, sure og søde varianter.

Måltidet består traditionelt af flere retter serveret på en gang med brunede ris eller nudler. Supper og stuvninger af fisk, kød, frugt og grønt som fx indonesisk nasi goreng ledsages af garniturer som revet frisk eller friteret kokos, bananskiver, rå agurk og andet mildnende tilbehør. Forårsruller i forskellige udgaver er desuden populære. Se også Thailand (køkken).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig