Swansea, by og amt i Sydwales ved floden Tawes udmunding i Bristol Channel; 300.400 indb. (2011) Swansea, der er Wales' næststørste by (efter Cardiff), er en vigtig havne- og industriby specielt med metal-, maskin- og bilindustri. I 1800-t. var byen præget af kobberværker; siden er metalproduktionen reduceret kraftigt og koncentreret om bly, zink, nikkel, aluminium og specialstål. Igennem 1900-t. er der opbygget olieraffinaderier med petrokemiske anlæg og rørledninger til det store olieraffinaderi ved Milford Haven.

Swansea, der blev voldsomt ødelagt af bombardementer under 2. Verdenskrig, er den vigtigste handels- og serviceby for hele SV-Wales. Den har en afdeling af University of Wales (1920), flere historiske museer, kunstmuseum samt bade- og sejlsportsturisme. Der er jernbaneforbindelser til resten af det øvrige Wales og England samt motorvej til Cardiff og England. Den walisiske digter Dylan Thomas var fra Swansea.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig