Svetlana Allilujeva, Svetlana Iosifovna Allilujeva, 28.2.1926-22.11.2011, datter af Josef Stalin. Svetlana Allilujeva vakte betydelig opsigt, da hun i 1967 hoppede af til Vesten og bosatte sig i USA. Her skrev hun bøgerne Erindringer. Breve til en ven (1967, da. s.å.) og Således skete det (1969, da. 1970). I 1984 vendte hun efter to opløste ægteskaber tilbage til Sovjetunionen, som hun dog atter forlod i 1986 pga. konflikter med styret. Hun levede siden i USA under navnet Lana Peters.