Uppsala högar

De mægtige Uppsala Högar ved Gamla Uppsala, sveaernes tingsted. Adam af Bremen omtaler i 1070’erne Uppsala som en hedensk kultplads med et tempel med billeder af Odin, Tor og Frej. I baggrunden ses taget af en romansk stenkirke, resterne af den gamle Uppsala Domkirke. Gamla Uppsala var ærkebispesæde i årene 1164 til 1273.

En konge omtales omkring 830, da Ansgar missionerede i Birka. I 800-900-t. anes en svensk stormagt, baseret på handelen mellem Frankerriget og Nærorienten ad de russiske floder. En formentlig svensk fyrste, Rurik, omtales som grundlægger af det russiske rige (se rurikiderne). Sveriges ældste kendte herskere er Erik Sejrssæl (d. ca. 995) og Olof Skötkonung, som regerede 995-1021/22 og optræder på mønter. Adam af Bremen nævner i sin krønike hans to sønner, Anund Jakob og Emund den Gamle, der afløstes af Stenkil. Den historiske kerne er tvivlsom i de kampe mellem sveer og göter, som det oldengelske kvad Beowulf og de islandske skjalde beskriver. Senest ved grænsetraktaten mellem Danmark og Sverige i midten af 1000-t. optræder Sverige som en politisk enhed.Kristendommens indførelse og rigets fremvækst

Kristendommen slog for alvor igennem i Sverige i 1100-t. I Uppsala omstyrtedes det gamle hedenske vi (kultsted), og på dets plads opførtes en katedral, hvor det svenske ærkesæde blev oprettet i 1164. Den sejrende blandt flere stridende kongsemner, Knut Eriksson, kom til magten i 1167 og fik sin far ophøjet til national helgen, Erik den Hellige; men i det næste halve århundrede stredes Eriksætten og Sverkerætten om kongemagten, indtil begge dynastier uddøde med Johan Sverkersson (1222) og Erik Eriksson (1250). Den urolige periode prægedes af en stærk ekspansion i de baltiske lande, og Finland blev koloniseret; se også Finland (historie).

Folkungarne og det stærke aristokrati

De to kongeslægters uddøen bragte Folkungarne til magten. Sveriges faktiske regent i Erik Erikssons sidste år, Birger Jarl, fik i alliance med kirken indsat sin søn Valdemar som konge i 1250. Prisen var en række reformer, der lagde grunden til den svenske kirkes stærke, uafhængige stilling i senmiddelalderen. Et korstog mod Finland og en traktat med Lübeck og Hamburg, der sikrede de mægtige hansestæder toldfrihed i Sverige, indgik i aftalen. Desuden anlagde Birger det stærkt befæstede Stockholm. Efter hans død splittedes Folkungarne af en langvarig brødrestrid, der til sidst udslettede dynastiet. Spørgsmålet om tildelingen af krongods og len til Birger Jarls yngre sønner førte til åbent oprør i 1275, hvor Magnus Ladelås besejrede Valdemar. Magnus døde i 1290, og under hans tre sønner gentog mønstret sig. I begyndelsen regerede marsk Torgils Knutsson som formynder for Birger Magnusson. Under pres af sine brødre, hertugerne Erik og Valdemar, fængslede Birger i 1305 marsken, som blev henrettet året efter. Alligevel blev Birger og hans danske hustru, Margrete, i 1306 taget til fange af brødrene (se Håtunaleken) og slap først fri, da Birger anerkendte Erik og Valdemar som Sveriges regenter. I 1317 forsøgte Birger et modkup, idet han ved Nyköpings Gästabud tog Erik og Valdemar til fange. De omkom begge i fængslet, men deres tilhængere, anført af drosten Mattias Kettilmundsson, fordrev Birger, henrettede hans søn og indsatte i 1319 hertug Eriks 3-årige søn Magnus Eriksson som konge. Folkungarnes svage styre blev en storhedstid for det magtfulde og stridbare svenske aristokrati, som i 1280 havde sikret sig skattefrihed for sine godser. Adelen betegnedes som frälse, og et såkaldt frihetsbrev fra 1319 blev stående som Sveriges forfatning i 400 år. Stormændenes bedrifter forherligedes i det nationale epos Erikskrönikan, der måske er skrevet til den unge Magnus Eriksson som kongespejl. Et andet talerør for aristokratiet blev Birgitta af Vadstena.

Magnus blev myndig i 1332 og fejrede straks en stor udenrigspolitisk triumf ved at erhverve Skåne som pant af Holstens grev Johan den Milde. Valdemar 4. Atterdag erobrede Skåne tilbage i 1360, men de danske provinser øst for Øresund forblev et mål for svensk ekspansion. Magnus herskede desuden over Norge, som han i 1319 havde arvet efter sin morfar, Håkon 5., men den ydre succes blev betalt ved pantsættelser til mecklenburgerne og de holstenske grever, hvilket finansielt underminerede hans styre. Et oprør i 1356 bragte Magnus og hans omstridte rådgiver Bengt Algotsson til fald. Kongens ældste søn, Erik, indsattes som regent, men døde allerede i 1359. Magnus søgte støtte i en alliance med Valdemar Atterdag, der besegledes med ægteskabet mellem Magnus' yngste søn, Håkon, og Valdemars datter Margrete (1.). Stormændene valgte imidlertid at indkalde Magnus' nevø, Albrecht af Mecklenburg (ca. 1338-1412), som blev konge i 1363. I hans regeringstid blev de tre kroner en del af det svenske rigsvåben, og blå og gul blev nationale farver. Albrecht støttedes kraftigt af hansestæderne, der havde store interesser i den svenske malmeksport. Folkungarne afgav imidlertid ikke tronen godvilligt, og en borgerkrig endte først i 1371, da rigsrådets førstemand, drosten Bo Jonsson Grip, reelt overtog styret, mens Magnus og Håkon fik overladt det vestlige Sverige. Efter drostens død anerkendte rigsrådet i 1388 dronning Margrete som hersker, og da hun besejrede Albrecht i Slaget ved Åsle 1389, var den nordiske trestatsunion en realitet.

Unionstiden

Kalmarunionen bragte Sverige en lang fredsperiode. Allerede under Margretes myndige styre spirede dog en uvilje mod det danske hegemoni, og da eksporten fra bjergværkerne besværliggjordes under Erik 7. af Pommerns krig mod holstenerne og hansestæderne, udbrød i 1434 et oprør i Dalarna, anført af Engelbrekt Engelbrektsson. På et oprørsmøde i Arboga 1435, der fejlagtigt er blevet opfattet som "Sveriges første rigsdag", valgtes han til rigets høvedsmand. Snart udmanøvreredes han dog af marsken Karl Knutsson (Bonde), der blev rigsforstander 1438. Dermed indledtes den lange rivaliseren mellem danske unionskonger og nationale rigsforstandere. I 1441 anerkendtes unionskongen Christoffer 3. af Bayern, men efter hans død i 1448 valgtes Karl (8.) Knutsson ved et kup til konge. Det blev signalet til den første af de dansk-svenske unionskrige, der først ophørte 1523. Indre svensk splid drev i 1457 Karl på flugt til Danzig (nuv. Gdańsk), og Christian 1. kunne bestige tronen. Et oprør mod Christian i 1464 kaldte Karl Knutsson tilbage, men han kom snart i konflikt med den magtfulde slægt Oxenstierna og måtte i begyndelsen af 1465 atter forlade Sverige. I 1467 blev Karl for tredje gang indkaldt, denne gang af de dansk-svenske Akselsønner (af slægten Thott). Ved hans død i 1470 blev søstersønnen Sten Sture (d.æ.) rigsforstander. Ved sin knusende sejr over Christian 1. på Brunkeberg i 1471 sikrede Sten Sture effektivt sin magtstilling og indledte dermed en næsten ubrudt række af stabile nationale rigsforstanderskaber af dynastisk karakter. Sten Sture d.æ. døde barnløs i 1503. Han efterfulgtes af Svante Nilsson Sture (1504-12) og dennes søn Sten Sture (d.y.) (1512-20).

Sten Sture d.æ. og hans efterfølgere herskede dog langtfra uanfægtet. En unionsvenlig opposition anførtes af slægten Trolle, der gennemtrumfede indkaldelsen af kong Hans (1497-1501) og senere beredte vejen for Christian 2. (1520-21). Det Stockholmske Blodbad i 1520 havde til formål at knuse hele Sturepartiet og sikre Christian 2.s herredømme, men fremkaldte i stedet en national opstand, der anførtes af den unge Gustav Vasa, Sturernes arvtager. Kraftigt understøttet af Lübeck, der var Sveriges vigtigste handelspartner, blev han i 1521 valgt til rigsforstander og 6.6.1523 til konge; samtidig overgav Stockholm sig efter halvandet års belejring. Kalmarunionen var uigenkaldeligt gået i sin grav.

Læs mere i Den Store Danske

Læs videre om Sveriges historie 1523-1809

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig