Sveriges historie 1905-2002

I 1905 var størstedelen af befolkningen landboere, men fortsat industrialisering øgede urbaniseringen, ændrede erhvervsstrukturen og skabte stigende realløn. Udvandringen til Nordamerika aftog og var reelt ophørt omkring 1920.

Flere arbejdskonflikter påvirkede indenrigspolitikken, men dominerende spørgsmål blev liberale og socialdemokratiske krav om indførelse af almindelig stemmeret og parlamentarisme. Stillet over for en voksende og stadig mere magtfuld arbejderklasse blev målet for de konservative at bevare mest mulig indflydelse, også selvom det skulle koste regeringsmagten. Det blev derfor en højreregering under Arvid Lindman, som i 1907 indførte et forholdstalsvalgsystem og almindelig stemmeret for mænd. Modsætningerne på arbejdsmarkedet kulminerede i 1909 med en storstrejke, som endte med arbejdsgivernes sejr.

Den konstitutionelt stærke kongemagt havde i realiteten tabt sin styrke og var nu nærmest formel. En sidste markering af personlig kongemagt var Gustav 5.s såkaldte borggårdstale i 1914, hvori han mod den liberale regerings vilje krævede betydelig styrkelse af forsvaret. Regeringen Staaff gik af, men krisen blev kortvarig. Med 1. Verdenskrigs udbrud kom forsvars- og forsyningsspørgsmålene i forgrunden, og sammen med Danmark og Norge erklærede Sverige sig neutralt. En konservativ embedsmandsregering under Hjalmar Hammarskjöld førte en streng neutralitetspolitik. Tiltagende varemangel og i 1917 regulær hungersnød bidrog til venstrefløjens sejr ved valget samme år. Kongen accepterede nu parlamentarismen, og en flertalsregering af liberale og socialdemokrater med den liberale Nils Edén som leder trådte til. Den havde almindelig og lige valgret også for kvinder samt parlamentarisme som første programpunkter. Efter krigens afslutning og revolutionerne i Rusland og Tyskland opgav Højre modstanden mod politiske reformer, og i 1919 kunne forfatningen ændres i enighed. Sverige var dermed reelt et parlamentarisk demokrati.

Reguleringspolitikken havde skabt utilfredshed i landbruget, og i 1917 indvalgtes de første repræsentanter for et bondeparti, som i 1921 tog navnet Bondeförbundet. Ligeledes i 1917 ekskluderede Socialdemokratiet sin venstrefløj, som fra 1920 var medlem af Komintern under navnet Sveriges kommunistiska parti.

Økonomisk var Sverige i 1920'erne først præget af depression, siden af en konjunkturopgang og fra 1930'ernes begyndelse af en ny depression fulgt af langsom bedring. I 1920'erne fik store industriforetagender som Ericsson, Alfa Laval, SKF og Asea international fremgang. Lavkonjunkturen efter 1. Verdenskrig pressede lønningerne ned, og arbejdsmarkedet var præget af konflikter indtil midten af 1930'erne. Alvorligst var Ådalskonflikten i 1931, hvor militæret blev sat ind, og fem personer omkom.

Samarbejdet mellem de liberale og socialdemokraterne ophørte i 1920, og perioden 1920-1936 prægedes af kortvarige mindretalsregeringer og skiftende flertal. I 1925 gennemførtes en omfattende nedrustning; troen på internationalt samarbejde var stor, og Sverige var stærk tilhænger af Folkenes Forbund. I forbindelse med Finlands selvstændighed opstod der en alvorlig svensk-finsk strid om Ålands statslige tilhørsforhold. 95% af ålændingene stemte i 1917 for en genforening med Sverige. Spørgsmålet løstes i 1921 efter en afgørelse ved Den Faste Domstol for Mellemfolkelig Retspleje. Åland garanteredes autonomi og bevarelse af den svenske kultur, men skulle forblive inden for Finland, hvilket accepteredes i begge lande.

I 1920'ernes slutning opstod en landbrugskrise, som skabte udbredt nød, især blandt de små landbrug, og da depressionen i begyndelsen af 1930'erne førte til en industriel krise, øgedes også arbejdsløsheden i byerne. Dette førte til, at Socialdemokratiet og Bondeförbundet i 1933 enedes om et samarbejde i rigsdagen og et kriseforlig, som indebar indførelse af landbrugsstøtteordninger, beskyttelsestold, forbedring af forsvaret og støtte til industrien; samtidig afskaffedes guldmøntfoden, hvilket førte til en nedskrivning af kronen. Initiativerne mindskede arbejdsløsheden og afbødede krisen. Psykologisk set skabte samarbejdet også følelsen af politisk stabilitet i en urolig tid, hvor både nazister og kommunister vandt øget støtte på kontinentet. Nazisterne opnåede aldrig valg til rigsdagen. Omkring 1930 levede størstedelen af befolkningen i byer; antallet af småbrug var dog stadig betydeligt. Allerede på dette tidspunkt begyndte industriens andel af de beskæftigede at falde, mens den steg inden for servicesektoren.

Samarbejdet mellem Socialdemokratiet og Bondeförbundet styrkedes i 1936 ved dannelsen af en koalitionsregering, som iværksatte et omfattende socialpolitisk program, folkhemspolitiken, og styrkede forsvaret. En ny gensidig forståelse vandt samtidig indpas på arbejdsmarkedet, og med Saltsjöbadaftalen i 1938 fastlagde Arbejdsgiverforeningen SAF og LO regler for forhandling og konflikt på arbejdsmarkedet.

Ved 2. Verdenskrigs udbrud i september 1939 erklærede Sverige sig ligesom Danmark og Norge igen neutralt. Udbruddet af Vinterkrigen med det sovjetiske angreb på Finland 30.11.1939 skabte harme i Sverige, og regeringen udvidedes til en samlingsregering med optagelse af Folkpartiet og Högern; kun kommunisterne blev holdt uden for regeringssamarbejdet. Sverige tog stærkt parti for Finland, og der organiseredes en omfattende humanitær bistand, Finlandshjælpen. Sverige var ikke krigsførende, men der etableredes en frivillig styrke, hvoraf ca. 8000 gjorde tjeneste i Finland inden indgåelsen af en fredsaftale i marts 1940.

Det tyske angreb på Danmark og Norge 9.4.1940 skabte akutte problemer for Sverige, der var utilstrækkeligt rustet og nu måtte se sig omringet af Sovjetunionen til den ene side og Tyskland til den anden. Lukningen af søvejen gjorde landet afhængigt af import fra Tyskland og lande, der var underlagt tysk kontrol. Af frygt for angreb anlagde regeringen en forsigtig politisk kurs. Mobiliseringsgraden øgedes gradvist, en oprustning sattes i gang, og i 1940 iværksattes en befæstning af den skånske kyst. Frem til 1945 gik mere end halvdelen af statsbudgettet til militære formål. Et stærkt tysk pres 1940-1941 tvang regeringen til indrømmelser i form af opfordring til pressen om at undgå dårlig omtale af Hitler og Tyskland, hvilket generelt blev overholdt, samt ved eksport af jernmalm til Tyskland og tilladelse af troppetransporter med tog gennem Sverige til og fra Norge, den såkaldte permittenttrafik. Efter at have indledt sit angreb på Sovjetunionen i juni 1941 krævede Tyskland, at en division skulle transporteres gennem Sverige til Finland. Efter en tids tvivlen indvilligede regeringen, dog med den klausul, at der var tale om et engangstilfælde, og at toget stod under svensk militær bevogtning.

Eftergivenhedspolitikken skabte vrede i befolkningen, men førte ikke til kritik af Socialdemokratiet. Den socialdemokratiske statsminister, Per Albin Hansson, sås som en landsfader, og partiet oplevede den største vælgeropbakning nogensinde, flere gange mere end 50%. Gradvist og i takt med oprustningen og tysk tilbagegang blev den svenske politik mere selvstændig i forhold til Tyskland. Begivenhederne i nabolandene engagerede svenskerne; Sverige blev aldrig besat og kunne derfor virke som støttepunkt for de danske og norske modstandsbevægelser, ligesom næsten alle danske jøder i efteråret 1943 kunne flygte i sikkerhed i Sverige. Militærledelsen havde fra 1942 planer om indgriben i Danmark og Norge, men regeringen var afventende. I forbindelse med krigsafslutningen kom flere tusinde tyske, baltiske og især finske flygtninge til Sverige. De fleste blev, men alle, der havde været i tysk tjeneste, udvistes, heriblandt 145 baltere, hvilket førte til folkelige protester.

Vareforsyningen sikredes i beredskabsårene gennem streng planøkonomi og effektiv organisering, og erfaringerne fra 1. Verdenskrig fik stor betydning. Industrien og landbruget, ikke mindst småbrugene, spillede en afgørende rolle. Der brugtes mange erstatningsprodukter, og energiforsyningen klaredes ved brug af brænde og tørv. Oprustningen finansieredes med et kraftigt skattetryk, som blev bibeholdt efter krigen.

Samlingsregeringens politik er blevet anskuet på forskellig vis i efterkrigstiden, men et væsentligt træk er, at kritikken af eftergivenhedspolitikken med tiden er blevet skærpet. Regeringen stræbte mod at vinde tid for at øge oprustningen og skabe bedre forudsætninger for at undgå inddragelse i krigen med alt, hvad det kunne have medført af lidelse og ødelæggelse. Det skete imidlertid på bekostning af indrømmelser, som delvis indebar neutralitetsbrud. Den vigtigste årsag til, at Sverige undgik krigen, var dog landets geografiske beliggenhed. Havde Hitler set en strategisk fordel i at beherske Sverige, må det anses for sandsynligt, at landet var blevet angrebet. Erfaringerne fra beredskabsårene fik stor betydning for Sveriges sikkerhedspolitik efter krigen: alliancefrihed baseret på egen militær styrke.

Ved krigsafslutningen i 1945 havde Socialdemokratiet flertal i rigsdagen, og partiet påbegyndte nu virkeliggørelsen af et program, som indebar overgang til øget statslig styring, også af fredsøkonomien. Samlingsregeringen erstattedes af en socialdemokratisk flertalsregering med Per Albin Hansson som statsminister. Han døde i 1946 og efterfulgtes af Tage Erlander, hvis regering planlagde at imødegå den forventede efterkrigsdepression med forskellige statslige tiltag. Da det i stedet blev konjunkturopgang, førte politikken til inflation og faldende kronekurs. Socialdemokraterne genoptog i 1951 samarbejdet med Bondeförbundet i en ny koalitionsregering. Bondeförbundet ønskede mest mulig indflydelse på de strukturelle ændringer i landbruget, og partiet var modstander af socialiseringsplaner.

Svensk eksport oplevede en betydelig fremgang, efterspørgslen på arbejdskraft var stor, og reallønnen steg år for år. I 1947 ændredes landbrugspolitikken; ved statslig tilskyndelse skulle produktiviteten øges, småbrugene afvikles, og arbejdskraften ledes over i industrien. Urentable og forældede bedrifter skulle bortrationaliseres, og der satsedes på mindre handels- og industriforetagender, specialisering og markedsorientering. Mangelen på arbejdskraft førte til en reguleret indvandring fra det øvrige Norden og visse sydeuropæiske lande. For at få flere kvinder ud på arbejdsmarkedet igangsattes der i 1960'erne en omfattende udbygning af daginstitutionerne.

Med reallønsfremgangen fulgte en stor offentlig vækst, og flere og flere opgaver blev lagt over i kommunerne, som blev færre og større. Den økonomiske vækst muliggjorde både højere skatter, som blev anvendt i forbindelse med den offentlige ekspansion, og stigende realløn. Forbruget steg derfor kraftigt på alle områder. Befolkningsudviklingen førte fra slutningen af 1940'erne til opførelse af mange nye boliger, især omkring de større byer; i sidste halvdel af 1960'erne opførtes omkring 1 mio. nye boliger, primært som stereotypt, industrialiseret byggeri.

I 1948 indledtes forhandlinger om et nordisk forsvarsforbund, men de brød sammen året efter, og Sverige fortsatte sin alliancefrie sikkerhedspolitik. Våben- og flyproduktionen steg, og omkring 1960 var det svenske luftvåben et af de stærkeste i verden. Sverige var en varm tilhænger af FN og samarbejdet med de øvrige nordiske lande, mens en tilslutning til EF blev anset for umulig pga. organisationens overstatslighed.

Perioden var præget af politisk stabilitet. Uenighed om, i hvilken grad staten skulle styre udformningen af en offentlig pensionsordning, allmänna tjänstepensionerna (ATP), sprængte i 1957 koalitionen mellem Socialdemokratiet og Bondeförbundet, der i 1958 ændrede navn til Centerpartiet. En folkeafstemning afklarede ikke spørgsmålet, men efter et nyvalg i 1958 kunne Socialdemokratiet gennemføre sit forslag, der indebar obligatorisk pension med et bidrag fastsat af staten. I 1969 efterfulgte Olof Palme Tage Erlander som statsminister. Kommunistpartiet begyndte at vende sig bort fra Moskva og ændrede i 1967 navn til Vänsterpartiet Kommunisterna (VPK). Borgerlige forskydninger medførte, at Centerpartiet i 1968 blev det største borgerlige parti; i 1969 ændrede Högerpartiet navn til Moderata samlingspartiet.

I 1971 erstattedes tokammersystemet af en etkammerrigsdag, og der indførtes 4%-spærregrænse. Med tokammersystemet havde Socialdemokratiet trods valgnederlag kunnet bevare regeringsmagten. Dette blev nu sværere. Regeringen Palme fortsatte i 1971 som mindretalsregering med støtte af VPK. Omkring midten af 1970'erne stagnerede økonomien. Et højt omkostningsniveau og dalende efterspørgsel blev imødegået på traditionel vis med øgede statslige udgifter til følge. I 1975 indførtes en ny forfatning, som bekræftede den længe fungerende parlamentariske praksis og fastslog monarkens udelukkende repræsentative rolle.

Valget i 1976 domineredes af kernekraftspørgsmålet. Centerpartiet og dets leder, Thorbjörn Fälldin, ønskede at afvikle de da fem fungerende reaktorer, mens de øvrige borgerlige partier og socialdemokraterne ville udbygge kernekraften.

Efter en borgerlig valgsejr dannede Fälldin en regering bestående af Centerpartiet, Folkpartiet og Moderata samlingspartiet. Ved et kompromis accepterede Centerpartiet en udbygning af Barsebäckværket til gengæld for skærpet sikkerhed. De politiske modsætninger bestod dog, og de økonomiske problemer var akutte. Arbejdsløsheden blev holdt nede, men statens underskud øgedes. De borgerlige beholdt regeringsmagten i skiftende koalitioner frem til 1982. Fra 1979 var Moderata samlingspartiet det største borgerlige parti. I 1980 afholdtes en folkeafstemning om kernekraftspørgsmålet, som viste, at der var lige stor opbakning til en udbygning som til en afvikling. Spørgsmålet bestod derfor som kilde til politiske modsætninger.

Indvandringen antog i 1970'erne en anden karakter end tidligere. Fra andre verdensdele, først Latinamerika, siden især Mellemøsten og derpå fra Balkan, ankom asylansøgere og fik permanent opholdstilladelse, og Sverige var 1985-1995 det land i Europa, der modtog flest flygtninge. Omkring årsskiftet 1999-2000 opgjordes antallet af udenlandskfødte til ca. 11% af befolkningen; medregnes deres børn, er andelen 15%. De politiske partier har generelt været enige om udlændingepolitikken, men spørgsmålet har ført til stor offentlig debat og uenighed.

Efter valget i 1982 fik Socialdemokratiet atter regeringsmagten, og Palme blev igen statsminister. Opadgående konjunkturer og en rekordstor devaluering bidrog til at forbedre økonomien, men uenighed i Socialdemokratiet førte til udsættelse af spareplaner. Efter pres fra LO og med støtte fra VPK, men i modstrid med de borgerlige indførte regeringen statslige lønmodtagerfonde, som gennem overskudsinddragelse skulle købe en del af aktierne i de mellemstore og store virksomheder.

Olof Palme var en stærkt kontroversiel politiker, men mordet på ham 28.2.1986 udløste chok og national sorg. Ingvar Carlsson overtog posten som statsminister, og hans regering søgte gradvis at øge besparelserne på de offentlige udgifter, hvilket skete ved at mindske statsbidraget til kommunerne. Ved en skattereform i 1990 sænkedes marginalskatterne betydeligt. 1980'erne bød på voldsomme kursstigninger og spekulationsgevinster, og der opstod en låneøkonomi. Dette førte til en overophedning af økonomien, og da boblen sprang, kom banker og hele brancher i økonomiske vanskeligheder. Carlssons regering afløstes i 1991 af en borgerlig firepartiregering under ledelse af Carl Bildt fra Moderata samlingspartiet, som straks afskaffede lønmodtagerfondene.

Mindskede skatteindtægter og bevarelsen af en fast kronekurs førte hurtigt til store budgetunderskud, og arbejdsløsheden steg stejlt fra 3 til 10% og ramte især indvandrere. Regeringens sparepolitik og privatiseringer i den offentlige sektor lettede Socialdemokratiets vej tilbage til regeringsmagten, og den nye mindretalsregering under Carlsson anlagde en stram økonomisk linje; i 1996 efterfulgtes Carlsson af Göran Persson. Gennem et fast samarbejde med Centerpartiet 1995-1998 fik regeringen flertal for store offentlige besparelser, hvorpå den akutte økonomiske krise lindredes, underskuddet blev vendt til et overskud, og arbejdsløsheden mindskedes. Statsgælden var dog enorm, næsten 1500 mia. kr., hvilket nødvendiggjorde videreførelse af den stramme økonomiske kurs. Den kolde krigs afslutning forandrede synet på forsvaret, og i 1996 og 2000 vedtoges kraftige nedskæringer. Afviklingen af kernekraften indledtes i 1999, da reaktoren Barsebäck I lukkedes.

Den nye politiske verdensorden og den økonomiske krise førte til, at Socialdemokratiet ændrede holdning i EU-spørgsmålet. Sverige indgav således en medlemsansøgning i 1990, og i november 1994 afholdtes en folkeafstemning. Kun Vänsterpartiet, Miljöpartiet de Gröna og visse fagforbund var imod medlemskab, mens de øvrige partier, hele det økonomiske establishment og medierne var for. I befolkningen var der imidlertid stor skepsis, og ved afstemningen blev det til et snævert ja (52,3% ja, 46,8% nej) med en overvægt af jastemmer i de store byer, i Sydsverige, blandt veluddannede og blandt mænd. Det svenske EU-medlemskab, som trådte i kraft i 1995, er derfor vedblevet at være en kilde til debat, især hvad angår overstatsligheden og medlemsafgiften, som i Sveriges tilfælde er 2¹/₂ gang så stor som bidraget fra EU.

Det var et overlevelsesvilkår for Göran Perssons socialdemokratiske mindretalsregering at søge imod den politiske midte. Gradvis lykkedes det ham også at styrke sin egen position. Partiets tilbagegang ved valget i 1998 tvang Göran Persson til at søge støtte fra både Vänsterpartiet og Miljöpartiet de Gröna, og Persson videreførte sin regering på grundlag af et organiseret samarbejde med disse to partier frem til valget i 2002. Her gik Socialdemokratiet frem og kunne bevare regeringsmagten.

Læs videre om Sveriges historie i 2000-tallet

• Sveriges historie
• Sveriges forhistorie
• Sveriges historie 800-1523
• Sveriges historie 1523-1809
• Sveriges historie 1809-1905
• Sveriges historie 1905-2002 (denne artikel)
• Sveriges historie i 2000-tallet
• Sverige generelt