Sveriges forfatning er Sveriges Samling av grundlagar. Den består af Regeringsformen (1975), Successionsordningen (1810), Tryckfrihetsförordningen (1949) og Yttrandefrihetsgrundlagen (1991); de to sidstnævnte bygger på traditioner fra 1700-tallet.

Regeringsformen i Sverige er en demokratisk parlamentarisk stat med et indskrænket monarki. Monarkens rolle har siden 1975 været rent ceremoniel. En forfatningsændring i 1980 af Successionsordningen fastslog, at monarkens ældste barn er tronarving uanset køn.

Den lovgivende magt ligger hos et etkammerparlament, Riksdagen, med 349 medlemmer, der vælges hvert fjerde år ved almindelige valg.

Riksdagen, hvis forhold ordnes ved særlig lov, har en veludviklet udvalgsstruktur. Lovgivningen forberedes på regeringens initiativ og i vidt omfang ved skriftlige høringer, remisser, af forskellige organisationer og institutioner. Riksdagen har ret til på forhånd at stemme om udpegelsen af statsministeren efter forslag fra formanden, talmannen.

Riksdagens kontrollerende magt over for regeringen ligger hos bl.a. et konstitutionsudvalg, der løbende gransker regeringens virksomhed. Riksdagens ombudsmænd under ledelse af en chefsjustitieombudsman, et embede fra 1809, overvåger domstolenes og forvaltningens virksomhed, herunder delvis den kommunale forvaltnings. Et lagråd, som er sammensat af dommere fra de øverste domstole, skal i princippet udtale sig om alle vigtigere lovforslags forfatningsmæssige og juridiske aspekter.

Den udøvende magt ligger hos regeringen, der ledes af en statsminister. Sverige har ikke som de fleste andre lande ministerstyre. Det er således regeringen som sådan og ikke de enkelte ministre, der giver direktiver mv. til de forvaltningsorganer, der ligger under deres ministerium (departement). Ministerierne forbereder regeringsarbejdet og har de overordnede planlægnings- og kontrolopgaver, mens de øvrige forvaltningsorganer, såvel de centrale som de regionale og lokale, fører beslutningerne ud i livet.

Trods den traditionelle blokopdeling er samarbejde på tværs af de politiske skel almindeligt, især på kommunalt plan, hvor det i loven er direkte foreskrevet, at styret skal være proportionalt sammensat. Kun undtagelsesvis sker det, at et parti opnår absolut flertal, og i Riksdagen er dette ikke sket siden 1968. Samarbejde og kompromiser er derfor et gennemgående træk i svensk politik. Når Socialdemokratiet så ofte har været regeringsbærende parti, skyldes det i høj grad samarbejde og alliancer med andre partier.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig