I Sverige har folkedans og ballet historisk været de dominerende danseformer. Balletten kendes i Sverige fra 1600-tallet, og den fik sit eget kompagni i 1773. I den udstrækning folkedans findes i dag, dyrkes den primært i foreninger.

Folkedans

I nutidens Sverige dyrkes folkedans primært i foreninger, såkaldte folkdanslag. En egentlig nedskrivning af de folkelige danseformer skete først fra begyndelsen af 1900-t. Dog opstod allerede i 1880 folkedansgruppen Philochoros blandt studenter i Uppsala med et nationalromantisk repertoire baseret på scenedanse fra midten af 1800-t.

Svensk folkedans omfatter gruppedanse for flere par som kadrilj og engelska samt pardanse hørende til gruppen polska; de sidstnævnte har ofte lokale navne. Især polska er en central form inden for de svenske folkelige danse. Til pardansene hører også 1800-t.s runddanse: vals, polka, mazurka, hambo og schottis, der ofte sammenfattende betegnes gammaldans. I dansemusikken er de vigtigste instrumenter fiol (violin) og dragspel (harmonika).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig