Sven Møller Kristensen

Faktaboks

Sven Møller Kristensen
født:
12. november 1909
død:
3. august 1991

Sven Møller Kristensen, 12.11.1909-3.8.1991, dansk litteraturhistoriker. I 1930'erne demonstrerede Møller Kristensen sin spændvidde. Som musikkritiker promoverede han jazzmusikken; han var selv sangskriver ("Sangen om Larsen") og samarbejdede med Bernhard Christensen. Som litterær stilforsker udgav han 1938 disputatsen Impressionismen i dansk Prosa 1870-1900 (revid. udg. 1955). Hans egen stil var klar, nøgtern og pædagogisk. Med Digteren og Samfundet i Danmark i det 19. Aarhundrede, 1-2 (1942-45) lagde han grunden til dansk litteratursociologisk forskning. Han var fortrolig med samtidslitteraturen, både som litteraturkritiker ved det kommunistiske dagblad Land og Folk (1945-53) og som forfatter af de meget udbredte bøger om Amerikansk litteratur 1920-47 (revid. udg. 1948) og Dansk litteratur 1918-50 (1950 og senere udgaver).

I 1953 blev han professor i nordisk litteratur ved Aarhus Universitet, 1964-79 ved Københavns Universitet. Han udgav adskillige litteraturteoretiske, værkanalytiske og litteraturhistoriske arbejder, bl.a. Den dobbelte eros (1966) om romantikken og Den store generation (1974) om Johs. V. Jensen, Martin Andersen Nexø o.a.; her og i hans koncentrerede bog om Georg Brandes (1980) ses træk af hans brede, socialt bevidste humanisme.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig