Sveinn Björnsson, 1881-1952, islandsk jurist, diplomat og politiker. Björnsson blev 1907 cand.jur. fra Københavns Universitet og samme år advokat i Reykjavík, hvor han senere blev medlem af byrådet. Som repræsentant for Selvstændighedspartiet var han medlem af Altinget i perioderne 1914-16 og 1919-20. Derefter deltog han livligt i det internationale samarbejde og var i 1922 ansvarlig for den yderst vigtige handelsaftale med Spanien, som garanterede Island eksport af klipfisk. I årene 1926-40 var Björnsson islandsk minister i København; efter besættelsen af Danmark blev han i 1941 som formand for Altinget valgt til rigsforstander og i 1944 til Islands første præsident; denne post besad han til sin død. Allerede i 1920'erne var han kendt for sin positive holdning til Norden, og som præsident prøvede han altid at bevare et godt forhold til Danmark. Björnsson kunne under og efter krigen takket være sin udstråling og diplomatiske erfaring samle alle partier til en fælles politik.