Superligaen

Superligaen, Alka Superliga, den bedste række i fodbold for herrer under DBU, Dansk Boldspil-Union, grundlagt i 1991. Før dette hed den bedste række 1. division, et navn, som efter oprettelsen af Superligaen bæres af den næstbedste række.

1991 Brøndby IF
1992 Lyngby Boldklub
1993 F.C. København
1994 Silkeborg IF
1995 AaB
1996 Brøndby IF
1997 Brøndby IF
1998 Brøndby IF
1999 AaB
2000 Herfølge Boldklub
2001 F.C. København
2002 Brøndby IF
2003 F.C. København
2004 F.C. København
2005 Brøndby IF
2006 F.C. København
2007 F.C. København
2008 AaB
2009 F.C. København
2010 F.C. København
2011 F.C. København
2012 FC Nordsjælland
2013 F.C. København
2014 AaB
2015 FC Midtjylland
2016 F.C. København
2017 F.C. København

Oprindelig spillede holdene i et todelt system med ti hold om efteråret, hvoraf de otte bedst placerede gik videre til forårets slutspil; fra sæsonen 1995-96 blev systemet ændret, således at ligaen bestod af 12 hold, som hver spillede tre kampe mod hinanden i løbet af en sæson.

En endnu mere markant og sindrig ændring af strukturen gennemførtes fra sæsonen 2016-17 mhp. at opnå flere afgørende kampe. Ligaen udvidedes til 14 hold, der i et grundspil spiller mod hinanden ude og hjemme. De seks bedst placerede hold efter dette fortsætter til mesterskabsspillet, mens de øvrige fortsætter i et gruppespil bestående af to grupper a fire hold; herefter spilles playoffkampe, alt efter de respektive holds placering i deres gruppe, om den endelige placering i Superligaen, samt om enten at kunne kvalificere sig til en kamp om deltagelse i Europa League eller at forblive i Superligaen uden at skulle kvalificere sig dertil i opgør mod holdene, der er endt som nr. to og tre i 1. division (idet nr. ét herfra rykker direkte op i Superligaen, såvel som nr. 14 i denne rykker direkte ned).

Superligaen har haft forskellige navnesponsorater, således Coca-Cola Ligaen i sæsonen 1995-96, Faxe Kondi Ligaen 1996-2001, SAS Ligaen 2001-10 og fra 2015 Alka Superliga.

Superligaens hjemmeside

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig