Superfos

.

Superfos, dansk industrivirksomhed, stiftet som Aktieselskabet Dansk Svovlsyre- og Superphosphat-Fabrik i 1892 af Leopold Damm (1841-1901). Virksomheden voksede hurtigt og blev børsnoteret i 1905. Trinvist etableredes nye forretningsområder: handel med grovvarer, fremstilling af asfalt, vejbyggeri, fremstilling af plastprodukter, bl.a. afmærkningspæle og sprøjtestøbte spandeemballager, kemikalier samt påfyldning af spraydåser (aerosoler).

Nogle af fremstødene i udlandet, bl.a. købet af den amerikanske gødningsvirksomhed Royster og ammoniakværket Brunsbüttel i Tyskland, var økonomisk forfejlede. Det samme var forsøget i 1975 på i konkurrence med Norsk Hydro at erobre aktiemajoriteten i Korn- og Foderstof Kompagniet.

I 1990'erne var virksomheden, fra 1971 under navnet Superfos, blevet rettet op, og en afdeling for asfaltproduktion og vejbyggeri var USA's femtestørste med bl.a. 59 asfaltfabrikker fordelt på fem stater. Men efter en negativ kursudvikling i koncernen i 1998 accepteredes i 1999 et købstilbud fra USA's største asfaltproducent, Ashland Inc., der derpå frasolgte de øvrige aktiviteter, som fortsat bærer navnet Superfos, til den europæiske investeringsfond Industri Kapital og det svenske investeringsselskab Ratos. Hovedaktiviteten i Superfos blev derefter udvikling og produktion af plastemballage. I 2010 blev Superfos solgt til det britiske selskab RPC Group plc.

I 2013 havde RPC Superfos ni fabrikker i syv lande og 1200 medarbejdere.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig