Faktaboks

Sundkirken
Sogn
Sundkirkens Sogn
Provsti
Amagerbro Provsti
Stift
Københavns Stift
Kommune
Københavns Kommune

Sundkirken ligger ved knækket på Lodivej i den nordøstlige del af Amager.

Kirkebygningen

Kirken fra 1956 er opført efter tegning af arkitekt C. N. Christiansen. Bygningen er en enkel længe med klokkestårn mod nordvest og et vindfang udformet som et våbenhus uden gavl. Kirken er i blank mur med synlige, røde teglsten og et stejlt, rødt tegltag.

Kirken

Danske kirker ligger normalt stik øst-vest, men Sundkirken er nærmere orienteret nord-syd. Den er bygget sammen med et mindre kompleks af menighedslokaler og børnehave.

Den moderne kirke har på trods af den utraditionelle orientering en relativt traditionel planløsning med et våbenhus foran indgangen, et klokketårn og et langhus, da den har et langt kirkerum, hvor skibet og koret går i et, hvilket ses i gotiske kirker. Våbenhuset er dog et moderne vindfang med hvide vindskeder og trappe op til indgangen.

På langsiderne skærer store trekantede kviste med vinduer sig ind i tagfladen, som giver lys til kirkesalen.

Tårnet har en delvist åben overdel i gavlene, der til klokkernes lyd tjener som glamhullerne som på traditionelle kirketårne. Det har på siderne korsformede åbninger i murværket.

Det indre

I det indre er kirkerummet præget af det træklædte loft, der følger tagkonstruktionens jerndragere. Over indgangspartiet er der et orgelpulpitur, dvs. et ophøjet galleri til orglet. Modsat er korvæggen mod syd, som står i blank mur med røde teglsten. Koret er kun adskilt fra den resterende del af kirkerummet ved få trin.

Kirken har sildebensparket på gulvet.

Inventar i Sundkirken

I Sundkirken er inventaret afstemt med arkitekturen. Der er således tidssvarende, løse bænke og af G. H. Christiansen en enkel, rund døbefont med et korsformet skaft og en traditionelt formet prædikestol lavet i umalet træ.

Som alterprydelse tjener et stort værk af Mogens Jørgensen fra 2005, der på en forgyldt flade har kæder af prikker, som er en kunstnerisk afbildning af skabelsen kaldet ”Der blive lys”.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig