Sundiata Keita, Mari Diata, død 1260, Malirigets grundlægger. Da Sundiata Keita kom til magten ca. 1230, var Mali en lille stat, der var underlagt Susuriget. Det lykkedes ham ca. 1235 at gøre Mali uafhængigt og senere også at erobre Susuriget såvel som resterne af Ghanariget. Ifølge overleveringerne var Sundiata Keita en visionær hersker, der støttede udvikling af landbruget langs Nigerfloden. Han siges at have haft magiske kræfter og er i dag folkehelt i Mali.