Sundby

Sundby. Billedet viser Aeroplanfabrikken tilhørende A/S Nielsen & Winther, opført i 1917 på Øresundsvej i Sundby. Virksomheden var grundlagt i 1867 som et smede- og maskinværksted på Blegdamsvej, der specialiserede sig i drejebænke. Senere udvidede man aktiviteterne til at omfatte bl.a. maskiner til våbenindustrien og flyvemaskiner. Billedet fra 1917 udstråler optimisme, men i virkeligheden var virksomheden i dyb krise, og Sundbyfabrikken blev i 1920 overtaget af A/S Vølund. Visse af bygningerne eksisterer stadigvæk, men i stærkt forfalden tilstand.

.

Artikelstart

Sundby, bydel på Amager, en del af Københavns Kommune; 135.400 indb. (2005). Bydelen afgrænses mod nord af Christianshavns Vold, mod vest af Vestamager, mod syd af Tårnby og mod øst af Øresund. Den nordlige del omkring Holmbladsgade domineres af ældre etagebyggeri. Dette kvarter kendetegnes af de samme sociale og boligmæssige problemer som kommunens øvrige brokvarterer. I 1997 iværksattes et såkaldt kvarterløftprojekt, der inddrog borgerne i planlægningen af kvarterets fremtid. Den sydlige del af Sundby har villakvarterer og adskillige haveforeninger. Københavns metro betjener den østligste og vestligste udkant af bydelen med tog til Lergravsparken og Vestamager, men ikke de tættest befolkede centrale dele.

Faktaboks

Etymologi
Stednavnet kendes som Sundbyvester, 1075 Sundby occidentali; Sundbyøster, 1100-t. Sundby orientali.

Historie

Sundby bestod oprindelig af landsbyerne Sundbyøster og Sundbyvester, begge nævnt i Roskildebispens jordebog fra 1370. Gårdene lå i en lang række på grænsen mellem overdrevet og den dyrkede jord nogenlunde langs nuværende Englandsvej og Øresundsvej. Ved en kongelig forordning af 1755 fik håndværkere og bådsmænd fra Holmen tilladelse til at slå sig ned i Sundbyerne, og det gav anledning til boligbyggeri og en begyndende industrialisering, der tog ekstra fart efter 1870. Efter 1980 blev størstedelen af industrivirksomhederne nedlagt og erstattet af handels- og servicevirksomheder.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig