Suluøerne

Suluøerne, filippinsk øgruppe, der ligger mellem Mindanao og det nordlige Borneo. Øgruppen rummer enkelte større og tusinder af små øer og skær; enkelte øer længst mod SV hører til Malaysia. Økonomien er til dels baseret på havet: perler, koraller, skildpadder, fiskeri og bådebyggeri.

Historie

Befolkningen på Suluøerne består af mange etniske grupper, der samlet betegnes moro. I 1200-t. kom islam til øerne, der herefter deltes i et antal sultanater. Først fra midten af 1800-t. kom området under spansk overhøjhed. Efter en serie USA-støttede kampagner abdicerede sulusultanen i 1915, og området blev i 1946 en del af Filippinerne. Som muslimsk minoritet (cirka 5% af befolkningen) i et overvejende kristent land har moroerne længe krævet selvstændighed. I 1972 ledte det til åben krig mellem Moro National Liberation Front, MNLF, og den filippinske regering. I 1996 indgik man våbenhvile, og området fik løfte om autonomi.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig