Sukasaptati, (sanskrit Śukasaptati 'papegøjens 70 fortællinger'), en af de berømteste og mest populære eventyrsamlinger på sanskrit, sandsynligvis fra 1100-t. Originalteksten er gået tabt, men værket er overleveret i flere forskellige versioner. I Sukasaptati fortæller en papegøje hver aften i 70 dage en historie for en ung forlystelsessyg kvinde, Prabhavati, hvis mand er på rejse. Hun bliver hver aften så optaget af papegøjens fortælling, at hun ikke når til stævnemøde med sin elsker.