Subrahmanyan Chandrasekhar, 19.10.1910-21.8.1995, indisk-amerikansk astrofysiker. Har givet navn til Chandrasekhar-Schönberg-grænsen, der er den øvre grænse for en hvid dværgstjernes masse. Som ung student i begyndelsen af 1930'erne beregnede han denne grænse til 1,44 solmasser. Chandrasekhars resultat var baseret på relativistiske korrektioner til beregninger udført af W.A. Fowler, der havde anvendt kvantemekaniske idéer på paradokset med hvide dværges eksistens. Chandrasekhar måtte gennem en lang og opslidende disput med astrofysikpioneren A. Eddington, der nægtede at tro på beregningen og tilmed offentligt tog afstand fra den. I 1950'erne blev Chandrasekhars teori dog en hjørnesten i astrofysikken. I 1983 fik han sammen med Fowler nobelprisen i fysik for sit banebrydende arbejde.