Strukturkommissionen

Strukturkommissionen, arbejdsgruppe nedsat af regeringen 1.10.2002 til at foretage en analyse af den offentlige sektors strukturer, som efterfølgende kunne udgøre et beslutningsgrundlag for en reform af disse. Strukturkommissionen skulle bl.a. vurdere, hvilke kommune- og amtsstørrelser der burde lægges til grund for en ny inddeling af kommuner og amter, fordele og ulemper i forbindelse med en ændring af opgavefordelingen mellem stat, amter og kommuner, samt fordele og ulemper ved at reducere antallet af folkevalgte forvaltningsniveauer fra tre til to; det sidste var i praksis en vurdering af fordele og ulemper i forbindelse med en nedlæggelse af amterne. Indenrigs- og sundhedsministeren udpegede den tidligere departementschef Johannes Due (f. 1949) som kommissionens formand. Derudover bestod kommissionen af en repræsentant for hhv. Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Finansministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet og Justitsministeriet samt tre uafhængige eksperter udpeget af indenrigs- og sundhedsministeren.

Strukturkommissionen afleverede sin betænkning i januar 2004. I betænkningen blev der sondret mellem tre forskellige hovedmodeller for en fremtidig organisering af den offentlige sektor. For det første "den brede amtsmodel", hvor opgaveplaceringen ville forblive stort set uændret mellem stat, amter og kommuner, men hvor antallet af amter og kommuner reduceredes. For det andet "den brede kommunemodel", som ville indebære, at kommunerne overtog en række funktioner fra amterne, og at såvel kommuner som amter reduceredes i antal. For det tredje præsenteredes "statsmodellen", som var baseret på en nedlæggelse af amterne og en fordeling af amternes opgaver mellem kommunerne og staten; i denne model var det forudsætningen, at den væsentligste del af amternes opgaver skulle overgå til kommunerne, hvis antal igen reduceredes med henblik på at opnå den størrelse og faglige kapacitet, som en tilfredsstillende opgavevaretagelse forudsatte.

Sammenlignet med andre kommissionsbetænkninger var Strukturkommissionens betænkning bemærkelsesværdig, fordi den ikke afvejede fordele og ulemper ved de forskellige modeller og heller ikke kom med deciderede anbefalinger til en fremtidig organisering af den offentlige sektor. Det gav anledning til intern konflikt mellem kommissionens medlemmer. I betænkningen afgav de tre uafhængige eksperter således en mindretalsudtalelse, hvor de ud fra en samlet vurdering af fordele og ulemper netop anbefalede konkrete reformforslag. Betænkningen gav anledning til Strukturreformen.