Stram Kurs er et dansk politisk parti stiftet i 2017. Ved folketingsvalget den 5. juni 2019 fik partiet 1,8 procent af stemmerne. Stram Kurs’ filosofiske grundlag er etnonationalistisk utilitarisme, der fokuserer på national homogenitet og individets frihed og rettigheder.

Partiets etablering

Stram Kurs blev oprettet 15. juni 2017. Partileder Rasmus Paludan (f. 1982) og Stram Kurs blev kendt for at afholde demonstrationer i og ved områder på regeringens ghettoliste og gennem YouTube-videoer sprede kendskabet til disse.

Den 6. maj 2019 godkendte Social- og Indenrigsministeriet Stram Kurs’ vælgererklæringer, hvormed partiet var opstillingsberettiget til folketingsvalget den 5. juni 2019. Partiet fik valgbogstavet P.

Partiets leder

Rasmus Paludan er partileder for Stram Kurs. Han har tidligere været engageret i Radikal Ungdom, Det Radikale Venstre, Junibevægelsen og Nye Borgerlige. Rasmus Paludan er uddannet jurist og advokat, og han har desuden studeret latin. Han var ekstern lektor på Københavns Universitet fra 2015 til 2018, hvor han underviste i civilprocesret og tingsret.

Formål og ideologi

Stram Kurs’ filosofiske grundlag er etnonationalistisk utilitarisme, der beskrives som ”mest mulig lykke til flest mulige etniske danskere”. Denne filosofi søger partiet at gennemføre i sine to politiske søjler: den identitære søjle og den libertære søjle.

Den identitære søjle

Stram Kurs’ identitære søjle er at skabe fokus på gruppen af danskere, der har et etnisk, kulturelt, religiøst, sprogligt og normativt fællesskab. Politiske initiativer med udgangspunkt i denne søjle fokuserer på den nationale homogenitet i Danmark.

Den libertære søjle

Stram Kurs’ libertære søjle tager udgangspunkt i libertarianisme, der fremhæver individets frihed og rettigheder, hvor staten skal begrænses. Statens størrelse og indgriben skal begrænses, for at individet kan udfolde sin individuelle frihed.

Ifølge Stram Kurs er den identitære søjle en forudsætning for den libertære søjle. Individets frihed kan først blomstre og statens magt mindskes, når der er skabt et etnisk, kulturelt, religiøst, sprogligt og normativt homogent fællesskab.

Vælgertilslutning

Stram Kurs fik ved folketingsvalget 5. juni 2019 i alt 63.114 stemmer. Det svarer til 1,8 procent af stemmerne, og partiet opnåede dermed ikke repræsentation i Folketinget. Ved folketingsvalget 2019 stillede Rasmus Paludan op i Sjællands Storkreds. Han fik 9.959 personlige stemmer, hvilket er over 2/3 af partiets stemmer i kredsen.

Ved valgene til landets kommunalbestyrelser i 2017 stillede Stram Kurs op i seks kommuner (Albertslund, Glostrup, Hvidovre, Kalundborg, København og Rødovre) og to regioner (Hovedstaden og Sjælland). Rasmus Paludan stillede op til Københavns Borgerrepræsentation og Region Hovedstaden.

Partiets organisering

Stram Kurs er organiseret med den årlige Rigskongres som partiets øverste myndighed. Rigskongressen vælger partileder, vicepartileder og op til fem rigsledere.

Partiets øverste ledelse er Rigsledelsen, der svarer til hovedbestyrelsen/forretningsudvalget i andre danske partier. Heri sidder partilederen, vicepartilederen og op til 10 rigsledere, hvoraf op til fem er valgt af Rigskongressen. Stram Kurs Ungdom er repræsenteret i Rigsledelsen ved deres formand.

På regionalt niveau har Stram Kurs organiseret sig med storkredsledere i de ti storkredse, der leder opstillingen af folketingskandidater og koordinerer mellem kredsene inden for storkredsen. På lokalt niveau er kredsene partiets enhed i de enkelte kommuner, og disse ledes af en kredsleder.

Stram Kurs har oprettet en medlemsorganisation med kontingentbetaling. Rigsledelsen skal godkende nye medlemmer. Kravene for medlemskab er ifølge partiets vedtægter disse:

  • Man skal være fyldt 13 år.
  • Man skal være dansk statsborger fra fødslen eller opfylde partiets definition af en dansker.
  • Man skal tage afstand fra racisme, nazisme, fascisme, islam, kommunisme og andre ideologier, der ifølge Stram Kurs er voldelige.
  • Man ikke må være eller have været aktiv i bevægelser med forbindelse til disse ideologier.
  • Man skal tilslutte sig partiets formål.
  • Man skal ville arbejde for forandring i Danmark på demokratisk vis.
  • Man må ikke være medlem af eller tilknyttet andre partier eller ungdomspolitiske organisationer.
  • Man skal betale kontingent.

Rigsledelsen kan ekskludere medlemmer, der ikke opfylder forpligtelserne. Eksklusionen kan ikke ankes.

Personer under 18 år, der melder sig ind i Stram Kurs Ungdom, bliver automatisk og gratis medlem af Stram Kurs.

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig