Straffeloven - ansvarsbetingelser

De strafferetlige ansvarsbetingelser kaldes de betingelser, der skal være opfyldt, for at strafansvar kan pålægges. Ansvarsbetingelsernes grundsubstans, har, siden oplysningstidens idéer slog igennem, været, at gerningspersonen har tilsidesat en ved lov fastsat straffebestemmelse, og at vedkommende herved har udvist personlig skyld.

De strafferetlige ansvarsbetingelser kan opregnes som følger:

1) Gerningspersonen skal have realiseret et strafbart gerningsindhold, jf. straffelovens § 1 (det strafferetlige legalitetsprincip).

2) En domfældelse må ikke udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 7 (det menneskeretlige strafferetlige legalitetsprincip).

3) Der skal være (mindst) et ansvarssubjekt, der opfylder visse personlige betingelser.

4) Gerningspersonen skal have begået den strafbare handling eller undladelse med den fornødne tilregnelse (forsæt eller uagtsomhed eller (sjældent) objektivt ansvar).

5) Der må ikke foreligge objektive straffrihedsgrund (som f.eks. nødværge).

6) Der må ikke være indtrådt forældelse.

7) Der skal være dansk jurisdiktion (dansk straffemyndighed).

8) En domfældelse skal respektere hensynet til tiltaltes materielle menneskerettigheder, f.eks. tiltaltes ytringsfrihed.

9) En domfældelse må ikke være i strid med Danmarks EU-retlige forpligtelser.

Hvis straf skal pålægges:

10) Straffen skal fastsættes i overensstemmelse med reglerne herom.

Som det fremgår, er den første og grundlæggende betingelse, at der er realiseret et strafbart gerningsindhold. Dette krav indebærer, at der skal findes en gældende lovbestemmelse, som en person har overtrådt, og som rummer en beskrivelse af en handling, som er strafbar.

Beskrivelsen af den strafbelagte adfærd kan også findes i en bekendtgørelse, der er udstedt med hjemmel i en lovbestemmelse, hvorefter der kan straffes for overtrædelse af bekendtgørelsen.

Kravet om, at personen skal have realiseret et gerningsindhold, er en objektiv strafbarhedsbetingelse, som kan konstateres uafhængigt af gerningspersonens viden eller indstilling til den begåede handling.

Det er fx muligt at konstatere objektivt, om en bil bliver ført med mere end 110 km/t. på motorvej, eller om der er afgivet en urigtig skriftlig erklæring til brug for en offentlig myndighed.

En anden af de grundlæggende betingelser (betingelse 4) er, at handlingen skal være begået med den fornødne tilregnelse. Dette er kravet om gerningspersonens subjektive skyld.

Er der tale om en overtrædelse af Straffeloven, kræves som hovedregel forsæt, mens der ved overtrædelse af straffebestemmelser i andre love (særlovgivningen) som regel blot kræves uagtsomhed.

Der findes nogle få bestemmelser, fx i Færdselsloven, hvor der ikke er noget krav om tilregnelse. I disse tilfælde er det tilstrækkeligt, at der objektivt set foreligger en overtrædelse af reglerne.

Kravet om tilregnelse indebærer, at gerningspersonen skal have handlet forsætligt eller uagtsomt i relation til de enkelte led i gerningsindholdet. Ved overtrædelse af Straffeloven § 163 skal gerningspersonen være bekendt med, at der er tale om en urigtig skriftlig erklæring, og at den er afgivet i en situation, hvor den vedrører en offentlig myndighed. Mangler forsæt til blot et enkelt led, er betingelserne for strafansvar ikke opfyldt.

Det er ikke en betingelse, at gerningspersonen vidste, at handlingen var strafbar, idet ukendskab til loven ikke er en undskyldning. Det er som regel også uden betydning for strafansvaret, hvorfor gerningspersonen realiserede gerningsindholdet. Motivet til handlingen kan dog have betydning for strafudmålingen.

Strafansvar forudsætter også, at der ikke forelå en objektiv straffrihedsgrund som f.eks. nødværge. En objektiv straffrihedsgrund gør en ellers strafbar handling straffri.

Læs videre om straffrihedsgrunde eller om Straffeloven generelt.