Storbritannien har et fintmasket jernbanenet, især omkring storbyerne; det er i alt på 16.500 km med normalsporvidden 1435 mm. En tredjedel af nettet er elektrificeret, og i London, Glasgow og Newcastle findes undergrundsbaner til lokaltrafik. Forbindelserne mellem landsdelene er gode og hurtige, og i 1994 blev jernbanenettet via Kanaltunnelen forbundet med det franske.
Storbritanniens jernbaner
Historie
Verdens første jernbane blev åbnet i England 1825 mellem Stockton og Darlington til transport af kul, og 1830 åbnedes for passagertransport mellem Manchester og Liverpool. De følgende 100 år blev jernbanen den helt dominerende transportform, hastigt udbygget og drevet i fri konkurrence.
I 1948 blev banedriften nationaliseret, og bl.a. pga. bilismens fremvækst blev banenettets omfang kraftigt reduceret; den samlede længde var i 1948 ca. 31.000 km, i 1961 29.000 km og i 1995 16.700 km; 1994-1997 blev jernbanedriften atter privatiseret. Det medførte en ringere service i visse områder, hvilket var med til at fremme den i forvejen omfattende privatbilisme.
Højhastighedstog
De britiske statsbaner var i 1960'erne og 1970'erne langt fremme i udviklingen af højhastighedsdrift, men væsentlige projekter, fx APT (Advanced Passenger Train), et kurvestyret tog med maks. hastighed på 250 km/h, blev aldrig realiseret i egentlig drift.
Parallelt blev der udviklet et dieseltogsæt, HST (High Speed Train); dette tog, som stadig er verdens hurtigste dieseltog (200 km/h), indsattes i 1976 på strækningen London-Bristol og senere på London-Edinburgh.
Eldrift blev indført på sidstnævnte strækning fra 1988-89, og næste skridt i udviklingen var indsættelsen af InterCity 225, et togsæt bestående af et ellokomotiv, otte vogne samt en styrevogn; maks. hastighed 225 km/h. Der er kun anlagt én egentlig højhastighedsstrækning (London-Dover), men hastigheden forsøges hævet på bestående strækninger, som er under udbygning.
Storbritannien blev koblet på det europæiske højhastighedsnet i forbindelse med etableringen af Kanaltunnelen i 1994, hvor Eurostar blev idriftsat mellem London og hhv. Paris og Bruxelles. Først i 2007 er arbejdet med højhastighedsstrækningen mellem Dover og London blevet endelig færdigt, og hele strækningen taget i brug til høj hastighed.
Fra 1994 har Eurostar i London benyttet Waterloo International som endestation, men i 2007 er der åbnet en ny international terminal i den gamle banegård St. Pancras, hvorved det er blevet lettere at skifte tog til viderebefordring i Storbritannien. Rejsetiden mellem London og Bruxelles er nu 1 time og 51 minutter og mellem London og Paris 2 timer og 15 minutter.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.