I midten af det 1. århundrede f.v.t. forsøgte romerne under Cæsar at erobre det nuværende England. Forsøget mislykkedes, og trods yderligere forsøg under kejser Augustus og kejser Caligula lykkedes det først under kejser Claudius i 43 e.v.t. at gennemføre en egentlig erobring. Resultatet blev den romerske provins Britannia. Konsolideringen af den nye provins tog tid, men efter befæstningen af nordgrænsen med Hadrians Mur, der stod færdig i ca. 128, indtrådte en mere rolig periode. Britannia forblev dog helt frem til 410, da romerne opgav området, en resursekrævende og ustabil provins.

Efter romerne var magten i en periode i hænderne på keltiske fyrster. Nogle af dem hyrede, ligesom romerne havde gjort det, germanske lejetropper fra kontinentet; i dele af England lykkedes det de germanske ledere at tilrive sig magten, hvilket tiltrak endnu flere germanere, fortrinsvis saksere og angler, men også frisere og jyder. De oprettede en række mindre kongeriger, adskilligt flere end de i alt syv riger (heptarkiet), som man tidligere har forestillet sig. De følgende århundreder var præget af fire toneangivende rigers forsøg på at opnå dominans. Northumbrias konger dominerede i slutningen af 600-tallet, hvorefter det i 700-tallet blev Mercias. Efter kong Offa af Mercias død i 796 voksede Wessex' magt, men nu kom også vikingerne til, og inden 800-tallets udløb havde de erobret Northumbria, East Anglia og halvdelen af Mercia. Wessex overlevede vikingernes angreb og erobrede i 900-tallet det øvrige England; landet syd for floden Humber var undertvunget i ca. 920, mens Northumbria først endegyldigt blev indtaget efter fordrivelsen af den norske vikingekonge Erik 1. Blodøkse i 952/954. Dermed var England samlet.

Kristningen af England indledtes i Kent i 597 af munken Augustin fra Rom. I Northumbria virkede den irske missionær Aidan; han grundlagde i 635 klostret Lindisfarne og indførte den iro-keltiske kirkeform, som efterhånden spredtes til hele Midtengland. Striden mellem kirkeformerne blev bilagt på synoden i Whitby i 664, hvorefter også Nordengland blev romerskkatolsk. Med Isle of Wights kristning i ca. 686 var hele England omvendt.

Svære indre splittelser, der bl.a. hang sammen med modsætningsforholdet mellem Nord- og Sydengland, førte i 978 til mordet på kong Edward Martyren og prægede efterfølgerens, Æthelred 2.s, regering stærkt. Det således svækkede England havde svært ved at modstå vikingerne, som nu genoptog deres togter. Svend 1. Tveskæg erobrede England i 1013; han døde det følgende år, men i 1016 gennemførte hans søn Knud 2. den Store den endelige erobring. Ved Knud 3. Hardeknuds død i 1042 blev Æthelreds søn Edward Bekenderen hentet tilbage fra sit eksil. Han døde uden arvinger i 1066, hvorefter hans svoger Harald 2. Godwinson tog magten. Harald faldt dog samme år i Slaget ved Hastings, hvor Vilhelm 1. Erobreren fra Normandiet vandt England.

Læs mere i Den Store Danske

Læs videre om Storbritanniens historie 1066-1485

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig