Storbritannien - politiske partier

Storbritannien - politiske partier, Det britiske valgsystem med flertalsvalg i enkeltmandskredse har været til gavn for de store partier. Normen har derfor været et topartisystem, hvor et af to store partier kan danne flertalsregering alene. Efter 1945 har Conservative Party således haft magten 1951-64, 1970-74, 1979-97 og fra 2010, og Labour Party 1945-51, 1964-70, 1974-79 og 1997-2010.

Midterpartier som Liberal Party — fra 1989 Liberal Democrats efter sammenlægning med Social Democratic Party (1981-88) — har i perioder fået pæne stemmetal og haft indflydelse i lokalpolitik, men har ikke været i regering.

Små yderfløjsgrupperinger eksisterer, men har i efterkrigstiden været uden politisk indflydelse. Fra 1970'erne var der fremgang for mindre, regionale nationalistpartier som Scottish National Party og det walisiske Plaid Cymru, som er repræsenteret både i Underhuset og i de skotske og walisiske lokalforsamlinger.

Nordirland har sin egen partistruktur. Her er partierne grupperet efter nationale og religiøse kriterier med Democratic Unionist Party og Official Unionist Party som de største protestantisk-unionistiske, og Sinn Féin og Social Democratic and Labour Party som de mest betydningsfulde katolsk-republikanske partier.

Læs mere om Storbritanniens forfatning.

Læs mere om Storbritannien.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig