Storbritannien - kunsthåndværk og design

Thomas Chippendale. Porcelænsskab af padauktræ, udført af Thomas Chippendale; Davids Samling. Skabet er afbildet i Chippendales bog The Gentleman and Cabinet Maker's Director fra 1754.

.

Storbritannien. Designeren Ross Lovegrove, der fik egen tegnestue i 1990, er blevet internationalt kendt for sine møbler. Her ses stabelstolen Figure of 8 ('Ottetallet') fra 1993, udført i stålrør og plast.

.

Storbritannien - kunsthåndværk og design, Fra senmiddelalderen til slutningen af 1600-tallet fulgte engelsk kunsthåndværk og møbelkunst i store træk udviklingen i det øvrige Europa. Fra slutningen af perioden stammer Grinling Gibbons' (1648-1721) træskærerarbejder i bl.a. Saint Paul's Cathedral og de vævede tapeter fra Mortlake-fabrikken ved London (1619-1703).

I 1700-tallet fik møbelkunsten et særpræg, hvor enkel formgivning, rene linjer og stram massivitet dominerer i praktiske og komfortable møbler i valnød eller mahogni; førende møbelsnedkere var Thomas Chippendale, George Hepplewhite og Thomas Sheraton, der tillige udgav illustrerede møbelkataloger. Robert Adam introducerede en elegant klassicisme med bemalede møbler.

Også på keramikkens felt bød 1700-tallet på nyskabelser: Stengods fra Staffordshire, basaltgods og jasperware af Josiah Wedgwood og keramik med trykt dekoration eller lustreglasur.

Regencystilen i begyndelsen af 1800-tallet byggede på antikkens former og ornamentik.

I 1800-tallets anden halvdel blev England igen formgivningsmæssigt førende. Det moderne designbegreb formuleredes i teori og praksis af alsidige kunstnere som Owen Jones (1809-74), William Morris og Christopher Dresser og videreførtes af Arts and Crafts Movement og The Aesthetic Movement, der fandt forminspiration i henholdsvis gotisk og østasiatisk kunst.

Blandt de førende designere omkring år 1900 var C.R. Ashbee, C.F.A. Voysey og C.R. Mackintosh, der i Glasgow skabte sin helt egen designlinje. De fornyede bl.a. møbelkunst, glas, sølv, boghåndværk, tekstiltryk og glasmosaik.

I England eksperimenteredes tidligt med lamineret træ og forkromede stålrørsmøbler, inspireret af bl.a. Alvar Aalto. Ellers blev britisk design først igen internationalt normgivende fra 1960'erne. Designeren Terence Conran (f. 1931) lancerede i sine Habitat-butikker plastmøbler og -kunsthåndværk, og inden for mode var Mary Quant og senere Vivienne Westwood og Alexander McQueen blandt de førende navne.

Fra 1980'erne har high tech-arkitekten og -designeren Norman Foster været en vigtig skikkelse ligesom Ross Lovegrove (f. 1959) med postmoderne møbeldesign.

Læs mere om Storbritannien.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig