Storbritannien - billedkunst 1850-2016

Storbritannien - billedkunst 1850-2016, I 1848 blev kunstnersammenslutningen Det Prærafaelitiske Broderskab grundlagt af W.H. Hunt, D.G. Rossetti og J.E. Millais.

Deres middelalder- og renæssanceinspirerede kunst fik stor indflydelse på britisk kunst i sidste halvdel af 1800-tallet, fx på Edward Burne-Jones; han udgjorde sammen med blandt andre G.F. Watts, Frederick Leighton, Albert Moore (1841-93) og James McNeill Whistler The Aesthetic Movement, en skønhedssøgende stilretning, som kulminerede med Aubrey Beardsleys elegante tegninger.

Impressionismen kom til udtryk i værker af bl.a. J.S. Sargent og W.R. Sickert, der var elev af Whistler og sammen med Spencer Gore (1878-1914) en central person i kunstnergruppen The Camden Town Group, dannet 1911.

Fauvismen blev taget op af Bloomsbury-gruppens malere Duncan Grant (1885-1978) og Vanessa Bell (1879-1961), mens kubismen og futurismen i britisk sammenhæng blev til vorticisme, en gruppering stiftet af Wyndham Lewis i 1914. Jacob Epstein var ikke en del af denne gruppe, men i hans skulpturer finder man futuristiske stiltræk, iblandet elementer fra afrikansk kunst.

Disse stiltræk dyrkedes i mellemkrigsårene af Henry Moore og Barbara Hepworth, begge aktive i kunstnergruppen Unit One (dannet 1933), der også bestod af malerne Paul Nash og Ben Nicholson, som arbejdede i henholdsvis surrealistisk og abstrakt, konstruktivistisk stil.

Samtidig forsøgte Graham Bell (1910-43) og William Coldstream (1908-87) sig med en socialkritisk realisme. Ligeledes figurativt arbejdede Stanley Spencer, hvis særprægede maleri fra mellemkrigsårene videreførtes i Lucian Freudsog Francis Bacons stærkt ekspressive figurationer fra 1950'erne og senere.

Den abstrakte ekspressionisme i USA i 1950'erne inspirerede bl.a. Patrick Heron (1920-99) og Peter Lanyon (1918-64), der begge tilhørte kunstnerkolonien i Saint Ives i Cornwall. De brede penselstrøg og store lærreder blev i 1960'erne videreført i William Turnbulls abstrakte colourfield-maleri, mens abstraktionen fandt sit skulpturelle udtryk hos Anthony Caro og Philip King.

Midt i 1950'erne fremkom den britiske popkunst, repræsenteret af Richard Hamilton, Eduardo Paolozzi, Peter Blake, R.B. Kitaj og David Hockney. Internationale strømninger som op art og land art fik deres britiske udøvere i hhv. Bridget Riley og Richard Long, mens gruppen Art & Language, dannet af bl.a. Terry Atkinson i midten af 1960'erne, blev begyndelsen til den britiske konceptkunst. Gilbert & Georges performanceværker og Richard Wilsons (f. 1953) installationer er hovedværker fra 1980'erne, et årti, som også så fremkomsten af en ny generation af kunstnere, bl.a. Damien Hirst, Rachel Whiteread, Sam Taylor-Wood og Gillian Wearing, alle hovednavne på 1990'ernes britiske kunstscene.

Den britiske kunstscene blev imidlertid for alvor synlig i international sammenhæng i 1990'erne. Årsagen skal findes i den generation af unge kunstnere, ofte betegnet "young British artists", der udsprunget af miljøet omkring Goldsmiths College i London (en uddannelsesinstitution under London University) har formået at skabe stor interesse omkring den britiske samtidskunst med værker af ofte ironisk, kritisk og meget direkte karakter.

I den henseende har den siden 1984 årligt tilbagevendende mediebegivenhed, uddelingen af Turnerprisen, været vigtig, idet den har sat både nationalt og internationalt fokus på den britiske samtidskunst.

Også kunstsamleren Charles Saatchi har spillet en væsentlig rolle med sine toneangivende kunstindkøb og egen udstillingspraksis. I 1997 kunne Saatchis samling ses på den meget omtalte udstilling Sensation på Royal Academy i London. Her var bl.a. værker af Jake & Dinos Chapman, Tracey Emin, Damien Hirst, SamTaylor-Wood, Gillian Wearing og Rachel Whiteread, alle hovednavne på den britiske samtidskunstscene.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig