Storbritannien (Historie - Perioden 1066-1485)

Storbritannien (Historie - Perioden 1066-1485), Storbritannien var i den tidlige middelalder opdelt i mange riger. Mellem 1066 og 1485 blev antallet af disse riger reduceret, og de blev bragt tættere sammen.

Centralmagtdannelsen

Med Vilhelm 1. Erobrerens sejr ved Hastings i 1066 indledtes en proces, som styrkede centralmagten ikke alene i England, men også i Wales, Irland og Skotland. Denne proces fandt indtil Hundredårskrigens afslutning i 1453 sted i stadigt mod- og medspil mellem de britiske riger og kontinentale europæiske magter, hvor hovedkraften var det anglonormanniske kongedømme. Normannerne samlede England og tilførte riget en række kontinentale feudale træk, men de byggede også på stærke angelsaksiske traditioner for centralmagtsdannelse. England blev en af Europas stærkeste og mest avancerede centralmagter. I 1215 blev kongen, Johan uden Land, aftvunget en håndfæstning, Magna Charta. Denne overenskomst var begyndelsen til en konstitutionel udvikling, der bl.a. førte med sig, at riget allerede i 1200-t. fik et parlament, hvor flere befolkningsgrupper var repræsenteret. Fra slutningen af århundredet lå retten til at udskrive skat hos dette parlament, og i midten af 1300-t. var den engelske centralmagt aktivt involveret i reguleringen af den nationale løn- og prisdannelse, arbejdsmarkedsforhold m.m. Centralmagten blev imidlertid svækket af tiltagende stridigheder om tronen kulminerende med Rosekrigene 1455-85.

Jordebogen Domesday Book tyder på, at Vilhelm 1. allerede ca. 1086 havde kontrol med det meste af det engelske rige, og at der var etableret stærke befæstninger i grænseegnene mod Skotland og Wales. I nord var udgangspunktet Durham, der blev efterfulgt af borgbyggeri i Newcastle og Carlisle. Ved den walisiske grænse etableredes jarledømmer, hvorfra normannerne trængte stadig dybere ind i Wales. I 1090'erne invaderede de den sydlige del af Wales og etablerede flere len, der tilsammen udgjorde en region (The Marches), som i de følgende århundreder var i hænderne på anglonormanniske herrer med udstrakte autonome beføjelser i forhold til de engelske konger. Heroverfor eksisterede der i 1100-t. tre walisiske kongedømmer, som måtte sværge den engelske konge troskab. Efter mere end et halvt århundredes interne magtkampe i disse riger blev de i 1267 med den engelske kongemagts hjælp slået sammen med dele af The Marches. Herved opstod fyrstendømmet Wales, hvis regent, Llewelyn (d. 1282), i 1277 kom i krig med England. I den forbindelse lod Edward 1. en række befæstninger opføre og befolkede dem med engelske tilflyttere. Efter hans sejr i 1283 var de walisiske fyrster loyale mod den engelske krone indtil oprøret i begyndelsen af 1400-t., hvorefter Wales i praksis blev annekteret.

Det engelske kongedømme fik også væsentlig indflydelse på styrkelsen af det skotske monarki. David 1.s regering 1124-53 var engelskinspireret; kongen var engelsk gift og i kraft heraf en af Englands største jordejere. Under ham og hans efterfølgere kom anglonormanniske familier til Skotland. På trods af bestandige gensidige "raids" i grænselandet mellem Skotland og England og de engelske kongers krav om overhøjhed over Skotland var forholdet mellem de to kongedømmer relativt venskabeligt indtil 1290'erne, da Edward 1. involverede sig i en skotsk tronstrid. Efter årtiers krige, hvorunder det antiengelske skotske parti allierede sig med Frankrig, måtte englænderne i 1328 anerkende det skotske kongedømmes selvstændighed. Men det skabte ikke fred, hverken mellem Skotland og England eller internt i Skotland, hvor tronstridigheder med engelsk indblanding hærgede frem til 1360'erne. Ligesom i England og visse andre europæiske lande stod den skotske kongemagt i 1400-t. ret svagt over for aristokratiet. Det lykkedes fx ikke Jakob 1. at gennemføre en parlamentsreform efter engelsk mønster.

Ved midten af 1100-t. blev Irland invaderet af anglonormannere. I 1171 tog den engelske konge, Henrik 2., herredømmet over erobringerne, og i de følgende år blev den anglonormanniske magtsfære i Irland udvidet. De irske konger blev underkastet den engelske krones overherredømme undtagen i øens nordvestlige del, og der blev oprettet nye anglonormanniske len i Ulster og Munster. I 1205 blev Ulster et anglonormannisk jarledømme. Det øvrige Irland blev i 1200-t. af administrative grunde inddelt i grevskaber, og der blev institueret et parlament efter engelsk mønster.

Sociale og økonomiske forandringer

På det sociale og økonomiske område gennemgik De Britiske Øer dybtgående forandringer. Landbruget var i slutningen af 1400-t. fortsat det dominerende erhverv, men byerhverv og en meget tidlig industrialisering var i fremmarch. De Britiske Øer kan i middelalderen opdeles i agerbrugszoner og uopdyrkede områder. Agerbruget var især fremherskende i de sydøstlige og midtengelske landskaber, mens husdyravl var vigtig i de mere bjergrige nordlige og vestlige dele af England, Skotland og Wales. Mens bebyggelsen i de uopdyrkede områder var præget af enkeltliggende gårde, var agerbrugsområderne dækket af landsbyer, som var den sociale, økonomiske og juridiske ramme om hovedparten af befolkningens liv.

Bondebruget var den vigtigste økonomiske enhed, men jordejendommen var allerede i 1000-t. stærkt koncentreret. Domesday Book viser, at England var opdelt i godser, der var ejet af kronen og det anglonormanniske aristokrati, og at nogle af de største godskomplekser var i hænderne på Englands gamle og veletablerede klostre og bispedømmer. En del af landbrugsproduktionen var derfor organiseret som stordrift med hoveripligtige bønder og landarbejdere som arbejdskraft. Men hovedparten af kronens og aristokratiets jordegods bestod af bondegårde, der blev fæstet bort eller udlejet til ufrie og frie bønder. I 1200-t. var omkring en tredjedel af Englands bønder personligt ufrie, livegne fæstebønder, men fra midten af århundredet skete der en gradvis afvikling af såvel denne institution som af hovedgårdsdriften. I praksis forsvandt livegenskabet i løbet af 1400-t. Medvirkende hertil var formentlig både den sorte død, der 1348-49 reducerede befolkningen med ca. 1/4-1/3, Peasants' Revolt i 1381 og de radikale og religiøse strømninger i tiden, som blandt andre var knyttet til John Wycliffe og hans tilhængere, lollarderne.

Fåreavl dannede fra 1100-t. baggrund for en stigende eksport af uld og fåreskind til Nederlandene. Nogle af pionererne i den engelske fåreavl var de indvandrede franske cisterciensermunke i Yorkshire. Fiskeri og udvinding af kul, jern, tin og bly var også med til at styrke samhandelen mellem de britiske riger og mellem dem og den øvrige verden. I løbet af middelalderen opstod der et net af markeder og byer med håndværk og tidlig industriel produktionsform. Antallet af byer voksede, og byernes indbyggertal steg. Stadig større mængder uld blev forarbejdet på De Britiske Øer under stadig mere industrialiserede former. Den tidlige uldmanufaktur var især knyttet til de østlige og centrale landskaber og byer som Bury St. Edmunds, Norwich, Lincoln og York. Senere blev uldmanufakturen styrket mod vest, bl.a. fordi man her fandt mere vandkraft til drift af valkemøllerne.

Læs om perioden indtil 1066 og om perioden 1485-1660.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig