Stora Sjöfallet
Fra Stora Sjöfallets nationalpark.
Af .
Licens: CC BY SA 2.0

Stora Sjöfallet er et vandfald på Stora Luleälven i Lappland; vandet falder trinvis ca. 40 meter. Siden 1922 har elven været reguleret til vandkraftformål ved Suorva, og det tidligere seværdige vandfald er reduceret til beskeden størrelse.

Stora Sjöfallets nationalpark fra 1909 omfatter en række af Luleälvens kildeområder; i alt 1278 km2. Sammen med de tilgrænsende Sarek og Padjelanta nationalparker udgør den et stort og næsten urørt vildmarksområde. I parken findes store fjeldmassiver med mange smågletschere foruden vådområder og den vandrige højslette Kassalako med et rigt fugleliv. Nordøst for selve Stora Sjöfallet findes en statelig fyrreskov med meget gamle træer; den kan ses som en yderste vestlig flig af tajga-bæltet gennem Rusland. I 1996 blev nationalparken som en del af Lapplands världsarv (Laponia) opført på UNESCOs Verdensarvsliste.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig