Stirling, by i Skotland i den kommunale enhed af samme navn; 36.100 indb. (2011). Byen ligger på en flodslette, som strækker sig fra vest mod øst, ved floden Forth, ca. 60 km nordvest for Edinburgh.

På en 75 m høj vulkansk klippe ligger byens gamle kongeborg Stirling Castle og forsvarsværk. Op ad klippesiderne ligger den gamle bydel med mange velbevarede beboelseshuse fra 1500- og 1600-t. Også store dele af den gamle bymur er velbevaret.

Siden 1800-t. har jernbanen, nærliggende kullejer (som nu er lukket), industrialisering med fremstilling af bl.a. tekstiler og tæpper samt handel med landbrugsprodukter udviklet byen, som har bredt sig på den plane slette neden for klippen. Et universitet blev grundlagt i 1967. Indtjening fra turisterhvervene er betydningsfuld.

Stirling var i 1400- og 1500-t. residens for kongeslægten Stuart, og Stirling Castle stammer fra denne tid. Beliggenheden ved indfaldsvejene til højlandet gjorde byen til et omstridt punkt i de engelsk-skotske krige.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig