Stephen C. Foster, Stephen Collins Foster, 1826-1864, amerikansk sangskriver og komponist, kendt for bl.a. Oh! Susanna (1848), Beautiful Dreamer (1864), Old Folks at Home (1851) og My Old Kentucky Home (1853). De to sidste er eksempler på hans "etiopiske" sange skrevet til E.P. Christys populære minstrel-forestillinger. Fosters musik låner fra keltiske folkemelodier og europæisk salonmusik. Hans bevidst naivt-melankolske sange med deres længsel efter et tabt hjem var skoledannende for den amerikanske musikindustri. Fosters melodi Gentle Annie (1856) er genanvendt til Drachmanns: "Se, det summer af sol over engen" (1897).