Sejrsparken i Stavropol i vinterdragt.
Sejrsparken i Stavropol, her klædt i karakteristisk vinterdragt i februar 2015, er med sine 200 hektar en af Ruslands største byparker.
Sejrsparken i Stavropol i vinterdragt.
Af /Ritzau/Scanpix.

Stavropol er en by i det sydlige Rusland nord for Kaukasus og samtidig navnet på den omgivende region, hvor byen er hovedstad.

Faktaboks

Etymologi

Navnet kommer af græsk Stauroupolis 'korsbyen, korsets by'.

Også kendt som

Vorosjilovsk (1935-1943; kun om selve byen)

Byen Stavropol har 433.900 indbyggere (2018). Den blev anlagt i 1777 som en af flere fæstningsbyer til værn af Ruslands sydgrænse. I dag er den en moderne industriby med højere læreanstalter, teater og museer. I byens centrum er dele af fæstningsværket og flere oprindelige bygninger bevaret.

Den må ikke forveksles med Toljatti, der indtil 1964 også hed Stavropol.

Regionen Stavropol

Religiøs ceremoni hos kosakker i Stavropolregionen.
Stavropolregionen er et af Ruslands etnisk mest blandede områder. Nekrasov-kosakkerne, der udvandrede til Osmannerriget i 1700-tallet og først vendte tilbage i 1962, regnes ofte for etniske russere, men tilhører de såkaldte gammeltroende og er i kulturel-historisk henseende en særegen gruppe. Her fra landsbyen Kumskaja Dolina i regionens østlige del, hvor lokale Nekrasov-kosakker højtideligholder jomfru Marias fødsel. Foto fra 21.9.2012.
Religiøs ceremoni hos kosakker i Stavropolregionen.
Af /Ritzau/Scanpix.

Den omgivende region, på russisk Stavropolskij Kraj, udgør et steppeområde mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav, men uden adgang til havet. Det meste er frugtbart, og store dele er udnyttet til landbrug. Mod vest grænser regionen op til Krasnodar, mod øst til Dagestan, mod nord især til Kalmykien og mod syd til en række kaukasiske republikker inden for Den Russiske Føderation.

To af Sovjetunionens ledere, Mikhail Gorbatjov og Jurij Andropov, blev født i Stavropolregionen; det samme gælder forfatteren og systemkritikeren Aleksandr Solzjenitsyn.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig