Star Carr, jagtplads fra ældre Maglemose-kultur, udgravet i mosedrag i Yorkshire, Østengland. Sæsonbopladsen (beboet marts-juni) omfatter mindst fire bosættelser med ildsteder fra 8700-8400 f.Kr., hvorfra flintredskaber, bl.a. mikrolitter og simple kerneøkser, stammer. I tilgrænsende søaflejringer har man fundet en platform eller gangbro af tilhuggede træplanker, dyreknogler af byttedyr, først og fremmest kronhjort, et åreblad samt knogler af Nordeuropas ældste tamhunde.