Stanton Macdonald-Wright, 1890-1973, amerikansk maler. Macdonald-Wright blev uddannet 1904-05 i Los Angeles og fra 1907 i Paris, hvor han mødte Morgan Russell; sammen udviklede de synkromismen, en teori om farveabstraktion. Hans malerier, der med transparente farvelag har en gennemsigtig karakter, var dog baserede på landskaber eller den menneskelige figur, og kun en kort periode ca. 1914 arbejdede han med ren abstraktion. 1916 vendte han tilbage til USA, hvor en retrospektiv udstilling af hans værker i 1956 gav anledning til hans andet gennembrud.