Faktaboks

Stanley Kramer

Stanley Earl Kramer

Født
29. september 1913
Død
19. februar 2001
Stanley Kramer, årstal ukendt

Stanley Kramer var en amerikansk filmproducent og -instruktør.

Kramer etablerede sig efter 2. Verdenskrig som producent af socialrealistiske og problemdebatterende film om fx professionel boksning i Champion (1949), krigsskadede soldater i The Men (1950, Stækkede vinger), bagsiden af den amerikanske drøm i Death of a Salesman (1952, En sælgers død) efter Arthur Millers skuespil og motorcykelbander i The Wild One (1954, Vild ungdom), der profilerede Marlon Brando som sin generations oprører. Desuden producerede han westernklassikeren High Noon (1952, Sheriffen).

Som instruktør fra 1955 kom han især til at stå for prestigefyldte budskabsfilm, fx om racehad i The Defiant Ones (1958, Lænken), truende atomkrig i On the Beach (1959, På stranden) og retsopgøret med nazisterne i Judgement at Nuremberg (1961, Dommen i Nürnberg).

Kramer lavede desuden It's a Mad Mad Mad Mad World (1963, Hopla, vi lever) som en hyldest til stumfilmens farcer og fik sin største publikumssucces med den sentimentale Spencer Tracy/Katharine Hepburn-komedie Guess Who's Coming to Dinner (1967, Gæt hvem der kommer til middag), hvor en velopdragen Sidney Poitier var den uventede middagsgæst og svigersøn in spe.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig