Stanislaw Ulam, 13.4.1909-13.5.1984, polsk-amerikansk matematiker; uddannet ved det tekniske universitet i Lviv, hvor han blev doktor 1933 på et arbejde om målteori. Han ydede desuden vigtige bidrag til topologi og ergodeteori. Fra 1935 var Ulam bosat i USA, hvor han 1943 blev statsborger. Samme år blev han knyttet til Manhattanprojektet i Los Alamos, hvor han i forbindelse med arbejdet med de første kernevåben udviklede de såkaldte Monte Carlo-metoder sammen med J. von Neumann. Ulam var tilknyttet Los Alamos-laboratoriet indtil 1965, hvorefter han til sin død var professor i matematik ved University of Colorado.