Stanisław Mikołajczyk, 1901-1966, polsk politiker og statsminister. Mikołajczyk var i mellemkrigstiden en fremtrædende leder af bondepartiet, der var i opposition til Piłsudskis styre, og medlem af Sejmen 1930-35. Fra 1939 var han i eksil i Frankrig og England, og 1940-43 var han vicestats- og indenrigsminister i Sikorskis eksilregering i London. Ved Sikorskis død blev han i juli 1943 statsminister og var det indtil november 1944. I vanskelige forhandlinger både med Sovjetunionen, USA og England og med de polske partier i eksil og i Polen søgte han at sikre det nye Polens grænser og regeringsform, således at Polen ikke skulle afstå for meget i øst, men gerne erhverve mere i vest. Kommunisterne skulle ikke dominere i det fremtidige Polen. 1945-47 søgte han som vicestats- og landbrugsminister forgæves at dæmme op for kommunisternes indflydelse. Han flygtede i oktober 1947 til Vesten og døde i USA.