Stan Kenton, egl. Stanley Kenton, 1912-1979, amerikansk jazzpianist og orkesterleder. Han havde fra 1940 eget orkester, hvis stil gradvis ændredes fra swing til en mere ambitiøs og kraftfuld ekspressiv musik med vægt på messingblæserne. Især indtil ca. 1960 omfattede orkesteret gode solister (Art Pepper, Zoot Sims, Lee Konitz), men de ofte pompøse arrangementer, undertiden med inspirationer fra symfonisk musik, gav musikken begrænset gennemslagskraft i jazzsammenhæng. Orkesteret, som opløstes ved Kentons død, indspillede et stort antal plader.