Stamford Raffles, 6.7.1781-5.7.1826, britisk koloniadministrator. Raffles tog som 14-årig arbejde i East India Company og blev som 23-årig udsendt som sekretær for Penang-administrationen. Efter et vellykket angreb på franske og hollandske interesser i Indonesien var han 1811-16 underguvernør for Java; adlet 1816. I 1819 grundlagde Raffles Singapore, som Storbritannien efter en fredsaftale med Holland i 1824 definitivt fik kontrol over.