Stadio Olimpico

Stadio Olimpico, det olympiske stadion i Rom; rummer i dag 72.700 tilskuere og er hjemmebane for begge de to store romerske klubber i den bedste italienske række i fodbold, Serie A: AS Roma og SS Lazio.

Stadio Olimpico har været vært for bl.a. VM-finalen i fodbold, EM-finalen i fodbold, finalen i Europa Cuppen for mesterhold samt VM i atletik. I 2008 blev det atter en gang bygget om for at leve op til UEFA's krav til Champions League-finalen i fodbold i 2009.

Stadio Olimpico blev indviet 1937 som Stadio dei Cipressi ('Cypressernes Stadion'). Stadion var oprindelig en del af Benito Mussolinis Foro Mussolini ('Mussolinis Forum'), et storslået sportskompleks, der i fascismens ånd skulle hylde diktatoren og den stolte romerske fortid.

Efter 2. Verdenskrig blev stadion i 1953 omdøbt til Stadio dei Centemila ('De 100.000's Stadion'). Med Roms værtsskab for De Olympiske Lege i 1960 blev det ombygget til at rumme 65.000 tilskuere, og det fik navnet Stadio Olimpico.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig