Srinivasa Ramanujan, 22.12.1887-26.4.1920, indisk matematiker. Ramanujan var selvlært uden egentlig højere uddannelse. Som ganske ung fandt han ad delvis empirisk vej en lang række matematiske resultater, navnlig inden for analytisk talteori. Han sendte i 1913 disse til den britiske matematiker G.H. Hardy, der inviterede ham til Cambridge, hvor Ramanujan opholdt sig 1914-19. I den periode opnåede han en række talteoretiske resultater (bl.a. angående partitioner), der var af skelsættende betydning. Han havde en sjælden intuitiv evne til at opstille formler og formodninger i talteorien, ofte uden bevis. Hans efterladte noter er stadig genstand for forskning.