Sri Lankas historie

På Jaffnahalvøen opstod der et tamilsk kongerige, og singalesiske riger blev etableret omkring det centrale område ved Kandy samt i den våde region i sydvenst; sidstnævnte var baseret på landbrug og handel med krydderier. Den politiske ustabilitet gjorde det muligt for europæerne at få fodfæste på øen. Fra tidligt i 1500-tallet skaffede portugiserne sig handelsstøttepunkter, og i begyndelsen af 1600-tallet fik de kontrol med det meste af kystområderne; kun Kandykongeriget i den centrale og østlige region formåede at beholde sin selvstændighed.

Portugiserne blev dog allerede i 1658 fordrevet af hollænderne, der igen blev fordrevet af briterne fra 1795 som en udløber af Revolutions- og Napoleonskrigene. Europæerne monopoliserede den lukrative eksport af krydderier, især kanel, og efterlod sig en række kulturelementer; vigtigst var katolicismen. I 1802 blev øen britisk kronkoloni, og da man i 1815 fik kontrol med Kandykongeriget og i 1817-1818 havde undertrykt et stort oprør, var der for første gang etableret en politisk enhed for hele øen.

Kolonistyret medførte væsentlige forandringer i øens økonomiske, sociale og politiske liv. Kaffe blev den vigtigste landbrugsproduktion, og da en sygdom i 1870'erne ødelagde kaffebuskene, erstattedes produktionen hurtigt af te, gummi og kokos. Risproduktionen faldt, og man måtte importere fødevarer. Arbejdskraften til plantagerne hentede briterne i Sydindien, og dermed opstod en ny befolkningsgruppe af tamiler, "indiske tamiler". Samtidig udvikledes en ny srilankansk elite, der var involveret i den nye kapitalistiske økonomi og ydermere drog fordel af muligheden for vestlig uddannelse.

En voksende, moderat nationalisme, der også omfattede den voksende arbejderklasse, førte i 1931 til vidtgående politiske reformer. På grundlag af Donoughmore-kommissionens anbefalinger indførtes en vis grad af selvstyre, og for første gang i en ikke-hvid koloni indførtes almindelig valgret. Perioden indtil uafhængigheden var en overgangsfase med øget politisk aktivitet og indledningen til en velfærdspolitik. Under ledelse af landbrugsministeren Dudley Shelton Senanayake gennemførtes en fredelig magtoverdragelse i årene efter 1945, der endeligt blev afsluttet med selvstændigheden den 4. februar 1948. Landet blev republik i 1972.

I de første 30 år efter uafhængigheden kunne Sri Lanka bryste sig af en for den tredje verden usædvanlig udvikling med social velfærd og et velfungerende demokrati med skiftende højre- og venstreregeringer, hvor især det moderate højreparti United National Party og det venstreorienterede Sri Lanka Freedom Party var ved magten. Men etniske og religiøse spændinger har hele tiden ulmet. Den srilankanske nationalisme var i høj grad baseret på det singalesisk-buddhistiske flertals kultur, og med tiden har de politiske ledere i stigende grad støttet sig til en nationalistisk politik, der er gået ud over de srilankanske og indiske hinduistiske tamiler. I 1948 fik tamiler af indisk oprindelse frataget deres borgerrettigheder, og man forsøgte at sende dem tilbage til Indien, på trods af at mange var født og opvokset på øen.

De etniske modsætninger brød ud i lys lue i 1970'erne med den tamilske befrielsesbevægelse LTTE (Liberation Tigers of Tamil Eelam, 'De Tamilske Tigre') og gentagne antitamilske optøjer, hvoraf de værste fandt sted i 1983. En blodig borgerkrig blev resultatet og har siden præget det offentlige liv. Den indiske regering søgte i en periode at mægle og indsatte i 1987-1990 tropper på øen. Den nationalistiske politik gav sig også udslag i ændringen af statens officielle navn, i forfatningsreformer, der drejede væk fra den britiske model, og i nationaliseringer. I 1990'erne gennemførtes på det økonomiske område reformer og liberaliseringer, og økonomien kom i vækst.

En forfatningsreform, der skulle give større selvstyre for tamilske områder, blev foreløbigt skrinlagt i 2001. Efter norsk mægling blev der i 2002 indgået en våbenhvileaftale, som ingen af parterne imidlertid overholdt. I 2005 blev den tidligere premierminister Mahinda Rajapaksa valgt til præsident på et program om ikke at give indrømmelser til De Tamilske Tigre. Kampene mellem regeringsstyrkerne og LTTE blussede fra 2006 op, bl.a. med angreb tæt på den civilie lufthavn og mod turistmål. Hæren iværksatte fra 2007 en offensiv mod LTTE-baser i det østlige Sri Lanka. En minister blev i 2008 dræbt af en vejsidebombe og efterfølgende trak regeringen sig formelt ud af våbenhvileaftalen. Efter hårde kampe lykkedes det i maj 2009 for den srilankanske hær at få nedkæmpet LTTE og dræbe bevægelsens ledelse. Kampene medførte høje civile tab, og det er anslået, at op mod 70.000 blev dræbt under borgerkrigen. Både De Tamilske Tigre og regeringsstyrkerne er blevet kritiseret for grove overtrædelser af menneskerettighederne; Sri Lankas regering afviser dog pure alle anklager.

Sri Lanka blev hårdt ramt af tsunamikatastrofen i december 2004 med mere end 30.000 dræbte og voldsomme ødelæggelser til følge.

Borgerkrigen og tsunamikatastrofen lagde en dæmper på udviklingen af turisterhvervet, men efter afslutningen på krigen og en omfattende genopbygningsindsats er landet igen et populært rejsemål. Mahinda Rajapaksa blev genvalgt i 2010, og en forfatningsændring har gjort det muligt for ham at genopstille et ubegrænset antal gange. Rajapakas autoritære stil fik imidlertid hans tidligere partifælle Maithripala Sirisena til at udfordre ham som oppositionskandidat ved valget i 2015. Sirisena vandt overraskende valget i januar 2015.

• Sri Lankas forhistorie
• Sri Lanka generelt