Spratlyøerne, (kin. Nansha Qundao 'sydlige sandøer'), øgruppe i den sydlige del af Det Sydkinesiske Hav midtvejs mellem Vietnam og Filippinerne. Øgruppen består af nogle få småøer og talrige overskyllede koralrev og skær. Øhavet er rigt på fisk og rummer muligvis forekomster af olie, mangan og andre mineraler; det har i årtier været genstand for den alvorligste territoriale konflikt i Østasien. Kina, Taiwan og Vietnam gør krav på hele øhavet, mens Filippinerne, Malaysia og Brunei gør krav på dele af det.

I 2000-t. har Kina etableret kunstige øer og inddæmmet land på nogle af øerne. Den Permanente Voldgiftsret i Haag afgjorde i 2016, at Kina ikke har noget historisk krav på øerne; afgørelsen blev afvist af Kina og Taiwan.

Se også Paraceløerne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig