Spaniens litteratur i Middelalderen

Artikelstart

De første spor af en litteratur på spansk er udtryk for en sameksistens mellem kristne, muslimer og jøder. Der er tale om korte kærlighedsdigte, jarchas, der fra omkring år 1000 blev sat som omkvæd til arabiske og hebraiske digte.

Den lange kristne generobring fik i 1100-t. sit litterære monument i det episke digt Poema del Mío Cid, der i tre sange med lange, uregelmæssige vers nøgternt beretter om episoder i den castilianske ridder Rodrigo Díaz' liv (se El Cid).

Mens de omvandrende juglares sang de anonyme heltedigte, opstod der i 1200-t. en metrisk mere poleret digtning på spansk i klostrene. Klerkene genfortalte latinske helgenlegender og andre opbyggelige fortællinger i spanske aleksandrinere, ofte med det formål at skabe opmærksomhed om klostret. Gonzalo de Berceo trådte som den første digter ud af anonymiteten.

En markant provencalsk indflydelse på den tidligste lyrik begyndte i Catalonien og bredte sig vestpå takket være pilgrimsvejen til Santiago de Compostela. Fra omkring 1200 til midten af 1300-t. var galicisk lyrikkens sprog. Ved Alfonso 10.s castilianske hof dyrkedes i anden halvdel af 1200-t. både provencalsk og galicisk lyrik, og kongen selv digtede flere hundrede cantigas på galicisk. Han igangsatte også det store projekt at samle de tre kulturers viden gennem kristne, jødiske og arabiske lærdes oversættelser.

I første halvdel af 1300-t. udviklede Alfonso 10.s nevø, Juan Manuel, den verdslige opbyggelige prosa. Hans kendteste værk er de eksemplariske fortællinger i El conde Lucanor (1335, Grev Lucanor). På samme tid skrev præsten Juan Ruiz et af den spansksprogede litteraturs mesterværker, El libro de buen amor (Bogen om den gode kærlighed). Det lange digt handler angiveligt om Guds kærlighed, men læses lige så godt som en meget menneskelig kærlighedskunst, fortalt med stor humor og med rammende skildringer af samtiden.

Efter at de episke digte omkring 1400 var gået af mode, optrådte juglares især med romances: kortere episk-lyriske digte i letløbende, ottestavelses vers. De fortæller oftest kun fragmenter af historier og er mindre nøgterne end heltekvadene. De rummer både dramatiske begivenheder og rørende stemninger. Romances skulle årtusindet ud forblive populære i den spansktalende verden. De fineste lyrikere har skrevet romances: Góngora, Lope de Vega, Machado og García Lorca.

Fra midten af 1400-t. blev der udgivet antologier med navngivne digtere. Antologien Cancionero de Baena afspejler i sine 600 digte overgangen fra galicisk til castiliansk poesi. De store lyrikere i denne periode var adelige, og den italienske indflydelse er mærkbar, især på Santillana, mens Juan Menas poesi også var latinsk inspireret. Jorge Manriques berømte elegi over faderen havde mere rødder i en spansk tradition.

I 1492 udgav Antonio Nebrija den første castilianske grammatik.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig