De første spor af en litteratur på spansk er udtryk for en sameksistens mellem kristne, muslimer og jøder. Der er tale om korte kærlighedsdigte, jarchas, der fra omkring år 1000 blev sat som omkvæd til arabiske og hebraiske digte.
Den lange kristne generobring fik i 1100-tallet sit litterære monument i det episke digt Poema del Mío Cid, der i tre sange med lange, uregelmæssige vers nøgternt beretter om episoder i den castilianske ridder Rodrigo Díaz' liv.
Mens de omvandrende skjalde, juglares, sang de anonyme heltedigte, opstod der i 1200-tallet en metrisk mere poleret digtning på spansk i klostrene. Klerkene genfortalte latinske helgenlegender og andre opbyggelige fortællinger i spanske aleksandrinere, ofte med det formål at skabe opmærksomhed om klosteret. Gonzalo de Berceo trådte som den første digter ud af anonymiteten.
En markant provencalsk indflydelse på den tidligste lyrik begyndte i Catalonien og bredte sig vestpå takket være pilgrimsvejen til Santiago de Compostela. Fra omkring år 1200 til midten af 1300-tallet var galicisk lyrikkens sprog. Ved Alfonso 10.s castilianske hof dyrkedes i anden halvdel af 1200-tallet både provencalsk og galicisk lyrik, og kongen selv digtede flere hundrede cantigas på galicisk. Han igangsatte også det store projekt at samle de tre kulturers viden gennem kristne, jødiske og arabiske lærdes oversættelser.
I første halvdel af 1300-tallet udviklede Alfonso 10.s nevø Juan Manuel den verdslige opbyggelige prosa. Hans mest kendte værk er de såkaldte eksemplariske fortællinger i El conde Lucanor (1335, Grev Lucanor). På samme tid skrev præsten Juan Ruiz et af den spansksprogede litteraturs mesterværker El libro de buen amor (Bogen om den gode kærlighed). Det lange digt handler angiveligt om Guds kærlighed, men kan lige så vel læses som en meget menneskelig kærlighedskunst, fortalt med stor humor og med rammende skildringer af samtiden.
Da de episke digte omkring år 1400 var gået af mode, optrådte juglares især med romances: kortere episk-lyriske digte i letløbende, ottestavelses vers. De fortæller oftest kun fragmenter af historier og er mindre nøgterne end heltekvadene. De rummer både dramatiske begivenheder og rørende stemninger. Romances skulle årtusindet ud forblive populære i den spansktalende verden. De fineste lyrikere har igennem tiden skrevet i genren: Góngora, Lope de Vega, Antonio Machado og García Lorca.
Fra midten af 1400-tallet blev der udgivet antologier med navngivne digtere. Antologien Cancionero de Baena afspejler i sine 600 digte overgangen fra galicisk til castiliansk poesi. De store lyrikere i denne periode var adelige, og den italienske indflydelse er mærkbar, især på Santillana, mens Juan Menas poesi også var latinsk inspireret. Jorge Manriques berømte elegi over faderen havde mere rødder i en spansk tradition.
I 1492 udgav Antonio Nebrija den første castilianske grammatik.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.