Efter tabet i 1898 af Spaniens sidste oversøiske besiddelser, Filippinerne, Cuba og Puerto Rico, fulgte en litterær udvikling, udløst af nederlaget og det påtrængende spørgsmål om spansk identitet.

98-generationen

Spanien var definitivt ikke længere et verdensimperium, men et land blandt andre, og forfatterne i den såkaldte 98-generation tog en allerede for længst hensygnende forestilling om spansk storhed op til revision i lyset af den nationale tragedie. Fælles for deres udtryk er det enkle sprog, der lægger distance til officiel, svulstig retorik og de dermed forbundne idealforestillinger.

Den kritiske revurdering af spansk identitet, ikke mindst i forhold til resten af Europa, manifesterede sig i forskellige genrer. Således i Antonio Machados smertelige, indadvendte poesi, Pío Barojas hudflettende romaner og Miguel de Unamunos kulturfilosofi med hovedværket Del sentimiento trágico de la vida (1913, på dansk Den tragiske Livsfølelse, 1925), hvor Europa og Spanien, rationalitet og religiøsitet, konfronteres med hinanden.

Modernismen

Samtidig med 98-generationens eksistentielle overvejelser introduceredes ad omveje en internationalt orienteret, formdyrkende og eksperimenterende modernisme. Denne var inspireret af latinamerikansk modernismes primus motor, den nicaraguanske digter Rubén Darío, der på sin side var påvirket af strømninger i europæisk litteratur, i særdeleshed fransk symbolisme. Den spanske modernismes hovedfigur er Ramón del Valle-Inclán, der bl.a. med sin grotesk deformerende dramatik brød med den foregående tradition.

Avantgarden

Den tidlige modernisme er forløber for de avantgardistiske bevægelser, der kendetegner den blomstrende udvikling i 1920'erne og første halvdel af 1930'erne med talrige manifester og i tæt samklang med europæiske strømninger som ekspressionisme, futurisme, surrealisme og dadaisme. I 1925 udgav filosoffen José Ortega y Gasset La deshumanización del arte (på dansk Menneskets fordrivelse fra kunsten, 1945), hvori han hylder det frie kunstneriske udtryk og stiller sig på avantgardens side.

27-generationen

Der var et intenst intellektuelt og kunstnerisk miljø i denne periode, bl.a. omkring studenterhuset Residencia de Estudiantes i Madrid, hvor tidens unge kunstnere færdedes. I 1927 blev 300-årsdagen for barokdigteren Luis de Góngora y Argotes død højtideligholdt ved et møde, hvor Federico García Lorca holdt foredrag om den poetiske metafor. Det blev markeringen af 27-generationen, der med forfattere som Lorca og Rafael Alberti udgør et højdepunkt i 1900-tallets spanske poesi, fx med Lorcas Romancero Gitano (1933, på dansk Zigøjnerballader, 1952) og Albertis Sobre los ángeles (1929, på dansk Om englene, 1988). Federico García Lorca gjorde sig endvidere stærkt gældende som poetisk dramatiker med sine surrealistiske farcer og de skæbnetunge tragedier.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig