Ved Pedro Calderón de la Barca Calderóns død i 1681 var guldalderen på vej mod epigoneri. Den økonomiske deroute, der havde plaget habsburgerne, bredte sig nu til litteraturen. Det er især den lærde prosa, der kan hævde sig. Benito Jerónimo Feijoo (1676-1764) bekæmpede snæversyn og fordomme i en lang række essays og forsøgte at introducere nye europæiske tanker. Litterære nyskabelser var få: Flere dramatikere bekendte sig til skildringer af folkelivet, men ellers domineredes scenerne af fransk neoklassicisme med Fernández Moratín som toneangivende.

Romantikken kom sent og nåede ikke samme højde som barokken. Hertugen af Rivas' (1791-1865) skuespil Don Álvaro, o la fuerza del sino (1835) anses for romantikkens højdepunkt, mens tidens populæreste digter var José Zorrilla, der også som dramatiker fik et stort publikum med sin Don Juan Tenorio (1844). En anden fremtrædende skikkelse, José de Espronceda, så at sige legemliggør romantikkens rebelske ånd. Gustavo Adolfo Bécquers Rimas (1871) anses for postromantikkens fineste digtsamling.

1800-tallets realisme fik sin mest fremtrædende repræsentant i Benito Pérez Galdós, der i 46 romaner, Episodios nacionales, gav en kritisk gennemgang af Spaniens nyere historie. Derudover skrev han en række meget læste — og senere filmatiserede — romaner mod religiøs intolerance og snæversyn. I sine sene bøger var Galdós påvirket af den franske naturalisme. Også Emilia Pardo Bazán hyldede de fleste af Zolas synspunkter i sine romaner om livet i Galicien.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig