Spanien - dans

Traditionel dans forekommer i både rituelle og sociale sammenhænge. De rituelle danse udføres ofte af mænd, og de kan være knyttet til religiøse fester eller symbolisere kamp eller frieri; der indgår ofte genstande såsom sværd, stokke, tørklæde og masker. Bedst kendt er sværddansen fra Galicien og stokkedansen baile de Ibio fra Cantabrien. Ved festligheder (fiestas) danses kredsdanse som sardana fra Catalonien eller resbalosa fra Castilien. Pardansene jota, fandango, seguidilla og sevillanas udføres til afvekslende instrumental og vokal musik. Jota, der er fra Aragonien, danses også i Navarra, Castilien og Valencia.

Den andalusiske flamenco er en af de kendteste spanske danse med rødder i flere kulturer. Fandangoen, som er en variant af flamencoen, findes i mange lokale varianter, bl.a. rondeña, malagueña og granadina. Seguidillas, der er i moderat tempo og tredelt takt, danses i områderne omkring La Mancha, Murcia og Sevilla. På Ibiza og Mallorca danses la llarga (den lange) og la curta (den korte) med store kastagnetter.

Som scenedans har spansk dans i 1900-tallet især været præget af enkeltstående danserkoreografer som La Argentina (1890-1936), Pilar López (1912-2008), José Greco (1918-2000), Antonio Gades (1936-2004) og andre, der skabte deres egne kompagnier. I 1978 grundlagde det spanske kulturministerium Ballet Nacional Español, der danser klassisk spansk og flamenco, og året efter kom Ballet Nacional Clásico, der danser klassisk ballet. I 1983 blev de to kompagnier lagt sammen under navnet Ballet Nacional de España. I 1990 blev Nacho Duato kompagniernes balletmester, og han har givet nationalballetten ny identitet ved at blande det klassiske, det moderne og den folkelige spanske stil. I 1990'erne så man en ny generation af moderne flamencoartister, hvis træning er inspireret af både ballet, jazz og moderne dans.